Grimme, dumme og beskidte (1976)

I en lille rønne uden for Rom bor den enøjede Giacinto med sin familie. I alt tyve personer fordelt over fire generationer, der forsørger sig som ludere og lommetyve og andre virkelig dårlige jobs. Giacinto selv, beskæftiger sig mest med flasken og nægter at dele ud af det seddelbundt han ruger over som en skruk høne. Penge han har snydt sig til fra forsikringen ved at hælde kalk i det ene øje. Det mest positive man kan sige om ham er, at han er konsekvent, han behandler alle ens - lige dårligt. Men da tyrannen kommer med en storbarmet elskerinde, som skal ligge i hustruens seng, brister familiens tålmodighed, så en kæmpegryde med pasta og kødsovs kommer på menuen, krydret med peber, basilikum og rottegift ­ et par kilo eller tre sådan cirka. Ingen havde dog forestillet sig, hvilken sejlivet djævel Giacinto er.

Ettore Scola er kendt for sit politiske engagement. Han kritiserer i "Grimme, Dumme og Beskidte" den glorificerede måde at fremstille slumbefolkningen på: "I den borgerlige kultur er den fattige altid blevet fremstillet som et godt og positivt menneske og dermed blevet såvel de religiøse som marxisternes hellige ko. Sådan er det ikke," Mener Scola: "De udstødte som lever i samfundets udkant under de værst tænkelige forhold, bliver naturligvis værre end alle andre mennesker." Filmen blev lavet akkurat, da Ettore Scola havde slået igennem ­ lige imellem "Så Gode Venner Var Vi Vist" (1975) og "En Ganske Særlig Dag" (1977).