Zozo (DVD)

Mellemøstens Paris havde man kaldt den. Libanons hovedstad Beirut. En paradisisk oase. Arabiens centrum for uddannelse, handel og fremskridt. Men det var før krisen med palæstinenserne. Før borgerkrigen, der omdannede den frodige oase til et belejret krigsinferno, hvor stjerner i mere end en forstand falder fra himlen, og drømme bliver knust. Grænsen mellem paradis og helvede er hårfin.

11-årige Zozo lever et ubekymret liv med sin familie i hjertet af Beirut, i slutningen af 80'erne. Men i takt med at krigens rædsler nærmer sig byen, forsvinder hans fornemmelse for virkeligheden. Da hans familie bliver massakreret flygter han fra virkelighedens rædsler, ind i en fantasiverden, hvor han drømmer om at mødes med bedsteforældrene i Sverige.

Don't tell it – show it!
Zozo er skrevet og instrueret af det hotte svenske navn Josef Fares, der stod bag de succesfulde komedier Jalla! Jalla! Og Kopps. Fares, der selv er af libanesisk oprindelse, beviser med denne film, at han også mestrer de mere alvorlige temaer. Billederne er mesterlige, og det samme kan siges om klipningen. Zozo er en uhyre flot produktion. Persongalleriet er nuanceret og Fares formår, uden at bruge særlig mange replikker, at fortælle sin historie gennem de fantastiske billedlige metaforer. Det er smukt. Også Skuespillet er i top, og det hos noget nær samtlige medvirkende. Det er herligt, for film som disse har det tit med at falde til jorden, i mangel på skuespiltalent fra børn i hovedrollerne.
Tempoet er dvælende langsom. Spændingskurven ligger nærmest sømmet fast til gulvet, men det er i og for sig ikke et problem. Zozo kan bære det. De mange lange, rolige scener, fortæller mere, end alverdens action nogensinde vil være i stand til.

I Sverige spiser vi ikke æbler med salt
Zozo drager til Sverige, hvor han forsøger at skabe sig en ny tilværelse hos sine bedsteforældre. Men han har svært ved at falde til i det kolde nordlige land. Han bliver mobbet, udnyttet og ignoreret. De spiser ikke æbler med salt i Sverige, selvom hans farfar gør det. Spørgsmålet er. Skal Zozo følge sin farfars råd om nul-tolerance og bank til alle der generer ham, eller bliver han nødt til at tilpasse sig det nye land? Skal han spise sine æbler med eller uden salt?


Filmen giver en spændende vinkel på indvandredebatten. Det undrende fordomsfulde blik i klassekammeraternes øjne, da 11-årige Zozo bliver præsenteret ved tavlen, får mig straks til at tænke på, da jeg selv og min klasse, i omtrent samme alder, fik ny elev i klassen. Også vi synes hans adfærd virkede underlig, voldsom – malplaceret. På den front rammer Zozo plet.

Bundlinien
Kold, varm, modbydelig og morsom. Zozo er en film, der skifter stemning for et godt ord, og slipper godt fra det. Men det er samtidig et værk, der aldrig rigtig formår at komme ind under huden på sit publikum. For selvom det er en flot produktion virker det hele alligevel en smule ligegyldigt og uvedkommende. Og efter at rulleteksterne har tonet over skærmen, sidder jeg ikke tilbage med den berømte klump i halsen, som kendetegner de store drenge, i denne genre.