You, Me and Dupree (DVD)

Den gode, gamle rom-com – altså den romantiske komedie – bliver presset for sine sidste safters kraft i You, Me and Dupree, der er omtrent lige så sofistikeret som en fordrukken campistfar - men heldigvis også lige så harmløs. Inspirationen fra alt fra Cukors The Philadelphia Story til Hawks' Bringing Up Baby gennemsyrer hver en frame; hver en forvikling og personlig faux pas. Hver eneste gang den titulære dumbo Dupree får sig selv, sin ven eller dennes nye kone i fedtefadet. Hver eneste gang en date ødelægges, et hus brændes ned eller et forhold sendes i kærlighedens limbo-skærsild.

Drengerøvsnarrestreger
Dupree (Owen Wilson) er drengen, der aldrig blev mand. En drengerøv, for hvem det at passe sig selv, betyder kun at irritere andre tre-fire gange i timen og det at give andre luft, indebærer kun at blande sig i andres mest intime sex- og familieliv halvdelen af tiden. Ikke just den optimale logerende i sit hjem – og slet ikke for et nygift par! Det er imidlertid lige præcis – og lidet overraskende - hvad hans bedste ven Carl (Matt Dillon) og dennes nye kone Molly (Kate Hudson) udsættes for. Dupree er på røven og tøvende accepterer Molly, at han flytter ind. Der går imidlertid ikke mange dage og timer før alt, hvad der kunne gå galt også er gået galt – og lidt til.

For dum – selv for en rom-com
Forvikling på forvikling, optrin på optrin lige ud ad landevejens på den romantiske komedies frihjul. Generte blikke og røde æblekinder i stedet for branderter og jalousi, snak om at ”rulle sig i høet” i stedet for snak om ”kinky sex”, og det havde været som taget ud af én af 30'ernes og 40'ernes danske folkekomedier med Marguerite Viby! En ideologisk kritik ville pege på, at Molly repræsenterer et arkaisk syn på kvinden som kedelig husmus over for Dupree og – til dels – Carl som langt mere interessante og (dum)dristige. Kvinder som passive, mænd som aktive. En for så vidt legitim kritik, men også en nedskydning af spurve med kanoner. You, Me and Dupree er simpelthen for harmløs til at blive taget så alvorlig.

Omvendt alvorligt er det imidlertid, at filmen kun i ny og næ underholder. Enkelte optrin lykkes: Dupree og Carls gode ven Neils konstante skift mellem at være én af drengene og at være den ultimative tøffelhelt; Mollys fars (en veloplagt olm Michael Douglas) tale til Carl, den nye svigersøn, som han ikke ligefrem er glad for, om at blive steriliseret, er i al sin absurditet en lille perle. Ond og overraskende. Desværre er disse, de stærke scener, i undertal.


Fri mig for pvc
De fleste situationer er ét stort opkog af lignende, bedre film – her blot uden charme og chassé. Ingen gnist, ingen spænding. Owen Wilson er udmærket, men også forudsigelig i en rolle, der virker pinligt bevidst skrevet til ham, mens de øvrige slet intet har at arbejde med. Dillon og Hudson forsøger at skære sig vej ud af roller, der selv synes skåret i pap og bøjet i neon. De forsøger, men kvæles til sidst af plasticrollernes pvc. For det er præcis, hvad You, Me and Dupree er: Klæbsomt, genbrugt pvc.

Bundlinien
Omtrent lige så nødvendig som endnu en TV Shop-reklame for endnu et mirakuløst rengøringsmiddel. Omtrent lige så overraskende som en jyde på Vesterbro. You, Me and Dupree er ingen forfærdelig film. Den er desværre også bare langtfra god.