Instruktør Boaz Yakin har flere gange bevist at han besidder et talent, man ikke lige skal vade udenom. Det gjorde han blandt andet i debuten Fresh fra 1994 med blandt andre Samuel L. Jackson og senere i Remember the Titans fra 2000 med Denzel Washington, men denne gang er han trådt fuldstændig i den forkerte retning. Uptown Girls er mildest talt et katastrofalt lille drama med to ellers dygtige skuespillerinder i kroppen af to ulidelige og ganske underudviklede karakterer.
Det voksne barn møder den barnlige kvinde
Filmen har Brittany Murphy i rollen som Molly Gunn, en mærkværdig og dum datter af en afdød rockstjerne, som har efterladt hende med en mindre formue, således at hun kan bo i dyr lejlighed i New York med meget lidt at tænke bekymre sig om. Da en svindler snupper hendes penge og forsvinder, må hun flytte ind hos veninden (Marley Shelton) og finde et job – i øvrigt for første gang i sit liv. Pludselig falder hun over den ledige stilling som barnepige for den 8-årige Ray (Dakota Fanning), der i modsætning til barnlige Molly er voksen i sin måde at opføre sig på. Hun formår i særlig grad at irritere og hvis ikke hun får det på hendes måde, vil hun opnå så højt et temperamentsleje, at man ikke andet end kan frygte hende. Med andre ord er det ikke en karakter, man ser mest frem til at skulle tilbringe halvanden time sammen med.
Det er i høj grad to modsætninger som mødes – og hvilket chok at begge lærer livets store lektion før filmen er ovre. Måske, kun måske vil Molly lære at opføre sig som en normal voksen og Ray vil muligvis lære at blive et barn. Rays moder opdager måske at hun ikke har tilbragt nok tid sammen med sin datter, og at det er grunden til hendes snobbede opførsel. Kast så en rædselsfuld romance mellem Molly og den dårligt spillende – og samtidig debuterende – sanger Neal (Jesse Spencer), nogle skænderier mellem Fanning og Murphy, en kliché af en lærdom og du har Uptown Girls i korte træk.
Bundlinien
Lad os kontant stemple Uptown Girls som en af årets store skuffelser. Manuskriptet – som det på mystisk vis tog tre manuskriptforfattere at udtænke – giver ikke seeren særlig mange grin og Brittany Murphy, som normalt har gode komiske evner, får ikke meget at give sig på her. Fannings karakter er endda værre, selvom hun normalt plejer at være en dygtig og talentfuld. Og når dramatikken og det romantiske heller ikke ligefrem fortjener verbale klapsalver, må det siges at være en stor fiasko. Denne anmelder hadede denne film, hadede karaktererne og det faktum at historien faktisk kunne lægge op til en god film.
|
Filmzonens karakter: