United 93 (DVD)

To passagerfly bragede ind i nogle af verdens største bygninger, og kort efter var både tvillingetårnene World Trade Center og en hel verdensdels forhåbninger om et fredeligt århundrede styrtet i grus. Det lignede ellers en smuk solskinsdag som så mange andre, og Stars and Stripes flagrede stolt i morgenbrisen, mens new yorkerne stressede på arbejde. Men så brød helvede som bekendt løs fra den klare himmel.

Hverdagens helte
På en mark nær Pennsylvania lå samtidig vraget af endnu et fly, en 757'er der snart blev kendt som Flight 93 – the plain that fought back. Passagerne ombord havde succesfuldt formået at overmande de terrorister, som ellers havde kapret flyet, og styrtet det til jorden. I nogle af de mest hektiske minutter noget almindeligt menneske kan forestille sig, blev amerkanernes svar på hr. og fru Jensen til hverdagens helte. De ofrede deres egne liv, så Boeing-maskinen ikke blev brugt som skyts mod Det Hvide Hus eller tog flere menneskeliv.

Hvad der skete af rædsler i New York og i særdeleshed ombord på det fatale fly fra selskabet United i de skæbnesvangre minutter denne september-morgen har Paul Greengrass (Bourne-duellen, Bloody Sunday) nu lavet til en intens semi-dokumentarisk film, som i sin virkelighedsnære, intense og ansigtsløse fremstilling får minderne om 11. september 2001 friskt tilbage i erindringen på grusom vis.

Kollektiv katastrofe
United 93 er en original Hollywood-film. I den forstand at den foruden at dykke ned i et åbent amerikansk sår hverken har egentlige hovedpersoner eller kendte ansigter på rollelisten. Kernen er i stedet den kollektive fremstilling af katastrofen, og dens indvirken på dels de implicerede, dels dens tilskuere - som ikke troede deres egne øjne. De tilskuere som så på fra militære kommandocentraler, uden evner eller midler til at fatte eller handle over for Osama bin Ladens krigserklæring. Dramaturgisk forsøger Greengrass at skjule sin tilstedeværelse med håndholdt æstetik, objektive figur-sympatiseringer og lignende fra den dokumentariske værktøjskasse, og resultatet heraf er på godt og ondt en ikke særlig klassisk filmisk oplevelse.


Det gode er dog at grænsen mellem filmen og tilskueren hurtigt nedbrydes, og få film som United 93 formår at sætte sig selv i fokus for øjnene, der ser på den. Oplevelsen er ren og skær. Der er dog også adskillige overflødige scener som – havde man valgt en mere almindelig filmisk tilgang – sagtens kunne have været klippet ud. Der er specielt i starten lidt langt imellem snapsene, når man i alt for mange sekvenser følger kontroltårnene og militærkommandoens forsøg på at finde ud af tingenes sammenhæng. Og at der skal gå snart en time før flyet rent faktisk kapres, er måske lige en tand for meget spændingsopbygning.

Nøgtern klodblodighed
Til gengæld er filmens sidste halvdel noget af det mest intense filmåret 2006 kunne byde på, og Greengrass fik for nylig fortjent en Oscar-nominering som Bedste Instruktør for sin indsats i filmen. Han formår at få hjertet til at sidde helt oppe i halsen på tilskueren og skarpt og rammende at skildre den primitive overlevelseskamps møde med det ondeste onde. Sammenlignet med Oliver Stones forfærdeligt kvalmende World Trade Center er det også rart at United 93 er så nøgtern og koldblodig, så det er den ægte chok-følelse og vantro – og ikke selv-forherligende amerikansk patriotisme – der bliver formidlet til publikum.


Bundlinjen
Indtil videre er Paul Greengrass' skildring af hverdagshelte og oprigtig opofrelse under terrorangrebet den 11. september 2001 den mest ærlige, intense og anstændige filmatisering af den forfærdelige og uforglemmelige dag. Selvom filmen langt fra er det mesterværk, som blandt andet filmmagasinet EMPIRE vil gøre den til, er den også på DVD en hårrejsende oplevelse.