Der er blevet lavet mange ubåds film igennem tiden, gode som dårlige, og i rækken stiller U-Boat sig nu – en habil undervandsthriller med de elementer, som hører sig hjemme i genren. U-Boat med den originale titel In Enemy Hands, bliver primært reddet hjem af gode skuespillerpræstationer, samt en god, men dog periodisk stillestående historie.
Krigen raser
Under Anden Verdenskrig indså Hitler, hvilket stærkt våben ubådene var. For at få kontrollen over Atlanten øgede han produktionen af ubåde med 1000 % og tyskerne sad nu tungt på det store hav. Så godt som ingen tyske ubåde blev sunket det første lange stykke tid, indtil ’black may’, hvor amerikanerne nu fik ram på de germanske ubåde som var det sænke slagskibe mod en 1. klasses elev. Magten var nu vendt rundt og de amerikanske ubåde og deres mandskaber, brugte nu størstedelen af tiden på øvelser. Det gjaldt også for U.S.S. Swordfish, en amerikansk ubåd ledet af kommandør Randall Sullivan (Scott Caan). De bliver i filmen sendt på en rutinemission, hvor fjenderne pludselig skyder med skarpt, modsat de utallige øvelser.
U.S.S. Swordfish får destrueret en fjendtlig ubåd under missionen, men bliver selv torpederet så slemt at de må evakuere. Den tyske ubåd U-429 tager de overlevende seks amerikanere som krigsfanger, hvilket sætter en lavine af problemer og udfordringer i gang for den underbemandede amerikanske gruppe. Chancerne synes minimale. Endnu mindre da en dødelig meningitis spreder sig i den trange ubåd, her er ingen steder at flygte, så mændene må se hinanden falde som fluer - uden at kunne gøre fra eller til. Alt håb føles ude, men tyskerne indser de må samarbejde efter de mange dødsfald. Alliancen driver derfor mod USA's kyst, men ikke alle ombord kan acceptere samarbejdet, så der opstår lynhurtigt tumult både indbyrdes og imellem de to grupper.
Ikke helt så ordinær
På overfladen – eller nærmere under – ligner U-Boat en ganske ordinær ubådsfilm. En besætningskamp mod problemerne udenfor og indenfor de tykke jernvægge. Det er her at U-Boat skiller sig en anelse ud fra mængden, uden at være revolutionerende. Den er nemlig ikke helt som de andre, da de to besætninger, den amerikanske og tyske, ender med at skulle kæmpe mod en fjende som ikke kender forskel på nationaliteter, race og religion. Nemlig sygdommen. De er nødsaget til at slå sig sammen, en ting undertegnede ikke mindes at have set i mange krigsfilm. Det giver genren en anelse nyt, men som førnævnt er det også så småt det eneste originale, der er at hente i U-Boat.
Fornyelse er dog heller ikke et krav for, at en film kan være vellykket. U-Boat er langt fra en perfekt film, en ting historien er med til at cementere. Der er i midten af filmen en periode uden meget fremdrift, og en anelse kedsomhed kommer stille snigende, tålmodigheden belønnes dog da filmen igen kommer på sporet og får leveret en godkendt afslutning på fortællingen. Hvad der i høj grad er medvirkende til comebacket er specielt skuespillerne. Scott Caan og William H. Macy står for de bærende hovedroller, hvor Caan er den mest overbevisende. Macy kan sin rolle som sympatisk mand på rygraden, han må derfor stå lidt tilbage for den talentfulde Caan, der er overbevisende som kommandør uden den store erfaring.
Et andet plus er filmens realisme. Ikke i form af storslåede søslag, men dialogen – og ikke mindst det sprog den siges på. Der er nemlig for en gangs skyld gjort brug af tyske skuespillere til de tyske roller. Vi slipper altså for at høre amerikanske skuespillere snakke med tyk tysk accent, hvilket stort set altid er dømt til at mislykkedes. I U-Boat snakker de klingende tysk, præcis som de bør. Danske Sven-Ole Thorsen optræder også i en mindre birolle som tysk besætningsmedlem. Sædvanen tro formår han, at sige sin dialog, så man ikke er et sekund i tvivl om hans danske rødder. Lauren Holly er også at se i en mindre rolle, som Macys kone, hun leverer dog sine replikker en anelse bedre end det danske islæt.
Bundlinien
Instruktør Tony Giglio har med U-Boat skabt en lille undervandsthriller, der helt sikkert vil finde sit publikum. Den magter desværre ikke at holde spændingen hele vejen igennem, men på grund af gode præstationer og en realistisk tilgang til krigens mange aspekter, så har den alligevel et solidt fodfæste - plantet lige en anelse over middel.
Filmzonens karakter: