Det tekniske
Billedformatet er 1.85:1 anamorphic og er gennem hele spilletiden helt roligt og uden fejl, men virker for det meste dog en smule blødt og "videoagtigt". Jeg vil dog ikke umiddelbart kalde det en fejl, for det passer godt til filmens historie, hvor de mange hovedrolleindehavere også lever et liv, der heller ikke er helt skarpt i kanten. I udendørsscener ser det hele relativt godt ud, men sortniveauet er langt fra perfekt, når mørke sekvenser indendørs kører over skærmen.
På lydsiden kan vi vælge mellem Dolby Digital 2.0 og... ikke andet. Sladder er kun 7 år gammel, og det er lidt sølle, at der ikke findes et 5.1-lydspor. Der er ikke meget at hente, og især den manglende musik i flere scener virker direkte forkert på mig. Der er ellers et par oplagte muligheder i filmen for at baghøjttalerne kunne komme lidt mere i brug, men de forbliver for det meste hensat i dvale, hvor desværre også har de har følgeskab af subwooferen.
Ekstramateriale
Intet - ikke engang en trailer.
Konklusion
Sladder er fyldt med hysteriske kæl... øh - kvinder, og deres med mellemrum nærmest groteske overspil kan være morsomt men er det desværre sjældent. Naturligvis er det hele en karikeret udgave af det indavlede svenske filmmiljø, og man sidder næsten og venter på, at Det Brune Punktums sang "Jeg er for kendt til det her sted" brager ud af højttalerne. Sladder er som film dog slet ikke uinteressant, og bare det at få samlet et så imponerende cast skal værdsættes. Det er bare ikke nok, når historien er svag og den færdige film virker som om den er klippen sammen med en havesaks. Billedet er fint, lyden knapt så imponerende, og det manglende ekstramateriale vil jeg ikke engang kommentere.
|
Filmzonens karakter: