Ensemblefilm er noget særligt. Det har instruktører som Robert Altman og Paul Thomas Anderson bevist. Det er sjældent, at man får muligheden for at samle en større gruppe kendte skuespillere og lade dem spille med i samme film - især uden at en af dem er decideret hovedrolleindehaver. Men den svensk-engelske instruktør Colin Nutley har i Sladder, der oprindeligt har titlen Gossip, formået at stuve intet mindre end ti af Sveriges absolut største skuespillerinder sammen i den en og samme film. Spørgsmålet er nu, om kvantitet i dette tilfælde nu også er lig med kvalitet?
Hvem bliver Dronning Christina?
Det er en helt almindelig dag i Sverige for de fleste "normale" mennesker, men store dele af den svenske filmverden er på den anden ende. Det er nemlig lige præcis på denne dag, at det offentliggøres, hvem der får den prestigefyldte filmrolle som Dronning Christina. Rollen har tidligere været udfyldt af ingen ringere end Greta Garbo, så hele branchen venter spændt på, hvem af de mange kvalificerede (og kendte!) skuespillerinder, der ender med at få en garanteret plads i filmhistorien.
Det bliver en dag som ingen andre, for skuespillere har det med kun at omgås andre folk fra branchen, så alle kandidaterne kender hinanden, og det er både for det positive og det negative, så sladderen lever i bedste velgående. Blandt vore ti heltinder er den ene gravid med den andens mand, den tredje har et lesbisk forhold med instruktørens hustru, den fjerde har valgt at udgive en pop-plade for at promovere sig selv, og mindst en håndfuld af de resterende har problemer med sceneskræk, jalousi og præstationsangst. Alle har skjulte dagsordener, og det går ud over både omgivelserne og privatlivet.
Imponerende cast, men kedelig film
Det er intet mindre end cremen af de kvindelige svenske skuespillere, der medvirker i Sladder. I flæng kan nævnes navne som Pernilla August, Stina Ekblad, Helena Bergström, Marika Lagercrantz og Lena Endre, hvor ikke mindst de to førstnævnte gennem henholdsvis en rolle i Krøniken samt et ægteskab med en kendt dansk instruktør er yderst kendte her til lands. Desværre har Colin Nutley slet ikke formået at udnytte historiens store potentiale, og Sladder ender med at være en groft krydsklippet skoleeksempel på spildte muligheder, for det er længe siden, at jeg har haft en så rodet oplevelse. På intet tidspunkt nåede jeg at få helt styr på, hvor vi befandt os i både tid og sted. Ser vi et flashback? Er det real time? Er det en scene fra en film-i-filmen?
Måske havde jeg haft mere lyst til at følge med i handlingen, hvis bare jeg havde fået præsenteret nogle karakterer, jeg havde lyst til at vide mere om. Stort set samtlige medvirkende er nemlig nogle krukker og drama queens af værste skuffe, hvilket er hovedårsagen til den ligegyldighed over for deres skæbne, der meget hurtigt sniger sig ind. Hvem, der i sidste ende får den eftertragtede rolle, er pludselig rasende ligegyldigt, og det er synd, for Sladders dokumentariske præg er så udpræget, at man næsten sidder og forventer, at de mange skuespillerinder kalder hinanden ved deres rigtige navn, og denne udtalte sammenhæng med den "virkelige verden" er en spændende ide.
Bundlinien
Sladder er fra 2000 og en film i SF-films udgivelsesrække "Noget på hjerte". Det er meningen, at det skal være en form for et kvalitetsstempel til den lidt mere kræsne (og kvindelige?) filmseer, som elsker at se en god film, der har noget at byde på, men som ikke lige kommer tilstrækkelig ofte i biografen og videobutikken til at kende hele udbuddet. Desværre er Sladder for fragmenteret og alt for konstrueret til at den kunne holde min interesse i over to timer. Skuespillerne gør deres bedste for at levere varen, men deres karakterer drukner i mængden, og det havde måske været en ide, hvis antallet af kandidater til rollen havde været væsentligt færre end ti. Hvis du er ynder af ensembledramaer eller blot den helt store fan af svensk film, så er dette naturligvis en film, du ikke må gå glip af. For alle os andre er det spild af tid.
Filmzonens karakter: