Det tekniske
De ind i mellem lidt sære valg af musiknumre opvejes af et solidt Dolby Digital 5.1-lydmix, hvor både lyden af save, knive og alskens andet værktøj gennemborende menneskekød og ofrenes angstskrig kryber ind under huden. Altså helt som det skal være.
Ligesom billedsiden i øvrigt er det. Mørk og dyster, skarp kontrast i close-ups af ansigter modigt krydsklippet med sløve, støvede og grynede billeder af den amerikanske syd. Den afsides resteplads, psykopatens pick-up-trucks hidsige lys, blodet og snavset på Nicoles tøj. Alt perfekt sat i scene. Bevidst skiftevist skarpt og uskarpt. Et stærkt horror-udtryk.
Ekstramateriale - Interview med skuespillerinde Jaimie Alexander og med instruktør John Shiban (sidstnævnte om special effects)
- On The Bus
- Scotty's Blog Expose
- Tre alternative slutninger
- Trailer
Ved første øjekast en hel række features. Desværre er det er hel masse ingenting. Interviewene er kedelige, uinspirerede monologer om løst og fast, men ikke om det interessante: Temaer, inspiration, valget af locations og mordmetoder og horror-genren generelt. De små fem-seks minutter lange intermezzoer On The Bus og Scotty's Blog Expose blander stillbilleder, live-action fotos og andet sammen i side- og underhistorier om de særlinge, hvis skæbner ellers ikke uddybes i filmen: Altså trailer-trash-familien med de to sære tvillinger, den hysteriske mor, den arrige pater familias og det deforme barn, Scotty. Hvordan blev han deform? Hvad skete der? Who cares? Hvilket i øvrigt også gælder de alternative slutninger – altså undtagen nr. 2, der rent faktisk virker bedre end den i filmen anvendte. Av!
Konklusion
Lidt for lidt leg med og lidt for meget dans efter horrorkonventionernes blodsmurte sværd. Rest Stop når til fulde sit eget ambitionsniveau, men desværre er dette fra start sat for lavt. Forhåbentligt hæver de næste gang barren.
|
Filmzonens karakter: