En gruppe blåøjede, vordende letpåklædte teenagere på tværs over USA mod deres dagdrømte fremtid, der pludselig finder sig fanget i deres mareridts nutid. En psykopatisk morder dræber dem én efter én indtil kun én eller to er tilbage: Overlever de eller overlever ingen? Dét er den typiske horrorfilms effektive setup, der både kan justeres og postmoderne parafraseres – og af de fleste gode genrefilm også bliver det. Flere moderne genreklassikere rumsterer i baghovedet. To er uomgængelige. Neil Marshalls leg med rummet som klaustrofobisk størrelse i The Descent og Alexandre Aja udfordring af forståelsen af identitet og virkelighed, krop og psyke i Haute Tension.
Uopfindsomme uhyrligheder
John Shiban gør desværre med Rest Stop hverken-eller, hverken fra eller til. Enkelte gode idéer drukner i endnu flere dårlige. I det omfang at man overhovedet kan kalde den kæphøje kæreste, der forsvinder eller den blodindsmurte spøgelsespige i skabet for idéer. De er snarere klodsede karikaturer genoplivet fra horrorgenrens resteplads. Der savnes egentligt kun en psykopat i klovnekostume for at indtrykket ville være komplet.
Dén sidste uopfindsomme uhyrlighed udebliver dog, og i stedet vælger Rest Stop i perioder, lige dele forbløffende og tilfredsstillende, ligefrem at vove restepladspelsen! Unge Nicole bliver allerede ti minutter inde i filmen væk fra hendes kæreste Jess, da hun pludselig besøger et ildelugtende lokum på en resteplads ved en øde vej mellem Texas og Californien, men alligevel opretholdes en vis spænding.
Et ildevarslende ingenmandsland
Netop ved at lade den formodede psykopat - ham Nicole (og vi) tror har bortført kæresten; ham som kommer forbi i sin pick-up-truck og lydløst truer og piner hende – forblive ansigts- og identitetsløs i mere end halvdelen af filmen, opretholdes horror-spændingen. Og tilsvarende tillader den mørklagte resteplads, der aldrig placeres geografisk, aldrig vises i andet end snapshots af det grumsede toilet og den forladte parkbetjent-trailer, et vakuum at blive etableret - og tvivlen at snige sig ind. Hvad foregår der egentligt? Er den mystiske fremmede en ond psykopat eller en barmhjertig samaritaner med uransagelige veje? Er det måske ligefrem hendes egen kæreste?
Texas Rest Stop Massacre
Desværre når tvivlen og afvejstankerne aldrig at slå rod eller sætte hjernen på overarbejde. De bliver afvist for tidligt: Det er klassisk slasher med en psykopat af hammer, negl, sav og elektrisk bor-typen. Længere er dén ikke! Sågar med egen makaber torturbus! Rest Stop er mere end almindeligt nært beslægtet med Texas Chainsaw Massacre-filmene, og det er synd, for det betyder få overraskelser – og endnu færre virkeligt tilfredsstillende blodsprøjtende stunder. Heldigvis er den kvindelige hovedrolle både seksuelt æggende og overbevisende i hendes skift fra patetisk lillepige til handlekraftig mankiller, og ligeledes overbevisende er det generelle mørke, ulækre billedudtryk. Dermed ikke en katastrofe. Langtfra. Men også langtfra genrens nyere genistreger.
Bundlinien
Bedømt med det blotte øje savner denne første produktion fra Raw Feed intet. En handlekraftig final-girl, en psykopatisk morder, psykologiske twists og ødemarksbilleder dryppende med blod. Det eneste man kunne savne er egentligt sjæl – og originalitet. Dét er imidlertid også en del, når ansigtsløs-psykopat-ude-midt-i-ingenmandsland både er lavet mere originalt (Ajas Haute Tension) og mere tempofyldt (Uthaugs Fritt vilt). Rest Stop er værd at se. Og så heller ikke mere.
|
Filmzonens karakter: