Mainstream eller leflende for den laveste fællesnævner bliver den levende amerikanske independent-legende Jim Jarmusch næppe (selvom hans seneste film, Broken Flowers, mindede om en på mange måder konventionel fortælling). Blandt andet dét illustrerer instruktørens første seks spillefilm, som nu udsendes på DVD herhjemme i fint hvide matchende sleeve cases, og som alle vil blive anmeldt her på Filmzonen – i den rækkefølge de havde biografpremiere.
Disse nyudgivelser giver filmaficionados muligheden for at komme til bunds i en af de sidste tre årtiers mest interessante amerikanske instruktører, som mange sandsynligvis kender bedre af navn end gavn. Jim Jarmusch ligner med sit kridhvide strithår og koldblodige rockstar-attitude ikke mange af sine kolleger, og hans film er bestemt også noget for sig. Tør dialog, afdæmpede kropssprog og søgende skæbner på rejse i for dem fremmede verdener, pakket ind i nærmest musiske kompositioner, stationær kameraføring og smukke, simple (ofte sorthvide) billeder kendetegner undergrundsinstruktøren, som også bevidst viger uden om drama og plotudvikling. ”Livet har intet plot – hvorfor skal film så have det?”, lyder et af hans mest berømte, og ret kendetegnende citater.
Verden set fra en taxa
Derfor skal man være i et særligt humør, og nok også være en smule forberedt i forvejen, før man for alvor kan tage en Jarmusch-film ind. De fordrer nemlig oprigtig indlevelse fra tilskueren, men som oftest er de til gengæld langt mere givende, stemningsmættede og mindeværdige end eksempelvis den ellers beslægtede Cassavettes' mere kedeligt envejskommunikerende værker. Et godt eksempel på dette er den nærmest overrumplende Night On Earth fra 1991, hvor Jarmusch videreudvikler den episodiske tilgang fra Mystery Train.
Denne gang er omdrejningspunktet taxaer i stedet for et hotel, og i stedet for tre subplots er der hele fem. Handlingen foregår den samme aften i fem af verdens storbyer, hvor nogle meget forskellige taxachauffører er på arbejde. I Rom møder vi den altid forrygende og speedsnakkende Roberto Benigni, i Los Angeles kører en storrygende Winona Ryder rundt med en talentspejder, og i Paris har en rapkæftet blind pige intime sexsamtaler med sin afrikanske chauffør. Mere afdæmpet er det i Helsinki og i New York, hvor der hhv. diskuteres livets store sorger, og en tidligere cirkusklovn forsøger at finde rundt i den forvirrende metropol.
Global minimalisme
Som sidste års Oscar-vinder Babel er Night On Earth således et globalt kommunikationsværk, der dog er langt mere minimalistisk og stemningscentreret end storslået og ambitiøs. Alligevel ville jeg til hver en tid foretrække denne lille Jarmusch-perle til fordel for Iñárritus storværk. For dette er intet mindre end en af instruktørens allerbedste film, som er eksperimental såvel som indsigtsfuld i både helhed og detalje.
Uforglemmelig køretur
Den svageste femtedel af fortællingen er den første, hvor en lidt fejlcastet Winona Ryder er en smule for pæn til rollen som den smukke, unge chauffør, som hellere vil være mekaniker end filmstjerne. Men det siger mere om de efterfølgende afsnit end om dette indledende, at denne start alligevel i sin helhed bestemt ikke er dårlig. For de resterende fire dele er nemlig hver i sær bare bedre – ja, intet mindre end fænomenale, og det er som om filmen blot bliver bedre og bedre, som den udfolder sig.
I Night On Earth tager Jarmusch os med ud på en helt igennem uforglemmelig køretur, som fungerer så godt dels på grund af et knivskarpt manuskript, et søgende kamera og nogle gribende skuespilpræstationer. Resultatet er en unik film, som både er fantastisk morsom og hjerteskærende rørende på én og samme gang.
Bundlinien
Mangler man noget popcorn-underholdning til fredagshyggen er Jim Jarmusch sjældent leveringsdygtig, men til gengæld kan han som få kreere vedvarende stemninger. Ikke mindst i Night On Earth, som for nybegyndere er en god mulighed for at lære den excentriske amerikaner at kende. Dels fordi filmen er en af instruktørens bedste, dels fordi den er nem at gå til og alligevel så nærværende og vedkommende. Fem små historier, fem byer. Én smuk fortælling.
|
Filmzonens karakter: