Mainstream eller leflende for den laveste fællesnævner bliver den levende amerikanske independent-legende Jim Jarmusch næppe (selvom hans seneste film, Broken Flowers, mindede om en på mange måder konventionel fortælling). Blandt andet dét illustrerer instruktørens første seks spillefilm, som nu udsendes på DVD herhjemme i fint hvide matchende sleeve cases, og som alle vil blive anmeldt her på Filmzonen – i den rækkefølge de havde biografpremiere.
Disse nyudgivelser giver filmaficionados muligheden for at komme til bunds i en af de sidste tre årtiers mest interessante amerikanske instruktører, som mange sandsynligvis kender bedre af navn end gavn. Jim Jarmusch ligner med sit kridhvide strithår og koldblodige rockstar-attitude ikke mange af sine kolleger, og hans film er bestemt også noget for sig. Tør dialog, afdæmpede kropssprog og søgende skæbner på rejse i for dem fremmede verdener, pakket ind i nærmest musiske kompositioner, stationær kameraføring og smukke, simple (ofte sorthvide) billeder kendetegner undergrundsinstruktøren, som også bevidst viger uden om drama og plotudvikling. ”Livet har intet plot – hvorfor skal film så have det?”, lyder et af hans mest berømte, og ret kendetegnende citater.
I Elvis' fodspor
Derfor skal man være i et særligt humør, og nok også være en smule forberedt i forvejen, før man for alvor kan tage en Jarmusch-film ind. De fordrer nemlig oprigtig indlevelse fra tilskueren, men som oftest er de til gengæld langt mere givende, stemningsmættede og mindeværdige end eksempelvis den ellers beslægtede Cassavettes' mere kedeligt envejskommunikerende værker. Et godt eksempel på dette er Mystery Train fra 1989, som godt nok ikke er en af Jarmusch's allerbedste film, men bestemt en af hans mest særegne.
Handlingen udspiller sig som en kollektiv flettehistorie delt op i tre dele, alle centreret omkring et faldefærdigt, men charmerende hotel i Memphis, Tennessee. Første del handler om to japanske turister, en udadvendt pige og en ekstremt sammenbidt ung mand, der til tonerne af Elvis' ”Mystery Train” ankommer til rockkongens hjemby. De opsøger ivrigt byens attraktioner, inden de indlogerer sig på Arcade Hotel. På selv samme hotel den selv samme nat havner også italienske Luisa, som missede sit fly hjem til Rom. Den hurtigt snakkende DeeDee gør hende selskab, og sammen deler de et værelse natten over. Om morgenen hører både de to kvinder og de japanske turister et skud. Dét kommer fra hotellets tredje værelse, hvor nogle værtshusgæster har overnattet på flugt fra politiet, som eftersøger dem for en skudepisode…
Fascinationen i detaljen
Jarmusch forsøger med hotellet som omdrejningspunkt, at fortælle tre egentlig vidt forskellige småhistorier på én gang, og det slipper han ikke ubetinget godt fra. Sammenhæng er der ikke meget af, hvilket resulterer i en for flyvsk og sine steder uinteressant overordnet fortælling. For mange ender efterlades svævende, og i dialogerne savner man også mere af den tørre og komiske skarphed, som kendetegner Jarmusch.
Mystery Train hæver sig dog alligevel langt over gennemsnittet af amerikanske film, fordi den gemmer på selv samme fascination i detaljen, som helheden måske mangler en smule. De enkelte figurer har ned til den mindste birolle masser af kant og finurlige særtræk – særligt den kølige hotelreceptionist klædt i et overdådigt blodrødt jakkesæt – og har man hang til excess frem for substans, er denne film et sandt festfyrværkeri. Ydermere er der også en varme og sågar sødme at spore mellem linjerne, selvom dette kendetegn ikke just er et instruktørens mest anvendte.
Bundlinien
Mangler man noget popcorn-underholdning til fredagshyggen er Jim Jarmusch sjældent leveringsdygtig, men til gengæld kan han som få kreere vedvarende stemninger. Ligeledes også i denne skildring af fremmedgjorte særlinge på et skummelt hotel i Memphis. Overordnet set virker historien dog en smule konstrueret, og levendegjorte spøgelser, overlagte drab og eksplicitte sexscener passer ikke helt ind i Jarmusch's normalt så minimalistiske univers. Hvad filmen mangler i sammenhæng opvejes dog af excessive detaljer og skæve figurer, og når man oven i købet tilføjer flot fotografering og stemningsfuld musik, er der gemt en fuldblods filmoplevelse i Mystery Train.
Filmzonens karakter: