Mulan var ikke oprindeligt Disney-studiernes hovedsatsning i 1998. Det var nemlig Pixars Græsrødderne som stjal al opmærksomhed det år, og det betød desværre at denne nyklassiker blev mere eller mindre overset. Selvom den langt fra har samme skønhed som andre monumentale pæle i Disneys historie – for eksempel Løvernes Konge – er der bestemt fin underholdning i vente i historien om en ung kinesisk kvindes heroiske bedrifter som Kinas helt store krigshelt. Den nye specialudgave vil tilfredsstille de fleste fans med et væld af ekstra features, et forbedret billede og et nymikset soundtrack.
At tage sagen i egen hånd Mulan, en ung kinesisk kvinde, har svært ved at finde sin plads. Selvom hun gør sit bedste, ender hendes møde med ægteskabsarrangøren – som religionen nu dikterer hun skal – desværre som en ren katastrofe. Det selvom moderen og alle andre kvinder i nabolaget gør deres bedste for at få Mulan til at se nogenlunde anstændig ud. Da dette krakelerer følger den naturlige skuffelse, som dog mere bygger på Mulans ubekvemmelighed over at blive majet ud. Men hun behøver heldigvis ikke at bekymre sig, for de senere begivenheder vil snart få hende til at gå en helt anden vej. De grusomme Hunner, anført af drabelige Shan-Yu, hærger imidlertid Kina, nedbrænder og plyndrer byerne på deres vej. Hunnerne truer rigets fremtid, og kejseren sender bud efter enhver kampdygtig han fra hver familie til at beskytte Kinas befolkning.
Uden en søn er Mulans familie desværre i en mindre knibe. Kejserens ordre betyder nemlig at faderen i huset må finde sin gamle rustning og sværd frem fra skabet og drage i krig. Fa Zhou er en meget respekteret mand i landsbyen, men han er gammel og har ikke samme store styrke mere. Ikke desto mindre er han stærkt besluttet på at gøre familien ære, om det så vil koste ham livet. Lige indtil Mulan tager affære ved at skære sit lange, smukke hår af, iføre sig faderens krigsdragt og ride målrettet af sted i regnen med ét mål. Forfædrene observerer dette og udsender en skytsgud for at beskytte det eneste håb for familiens fortsatte eksistens. Desværre er det den rapkæftede drage, Mushu, som ved et uheld bliver tildelt denne opgave, og selvom han gør sit bedste, vil det blive svært at skjule Mulans virkelige identitet – især fysisk.
Flot realiseret Kina-fortælling Selvom Mulan hører til en af de svagere produktioner fra Walt Disneys tegnefilm i spillefilmslængde i 1990’erne, er der alligevel en masse at glæde sig over – hvilket ikke siger så lidt endda om kvaliteten af nyere tids Disney-klassikere. Først og fremmest er det befriende at hovedpersonen portrætteres som en helt almindelig pige, og ikke bliver udstationeret som en helt, der aldrig ser frygten i øjnene og gør alle ting efter de skrevne regler. Den veldefinerede, men ganske vovede karakter vækker seerens interesse, men fordi hun er elskelig og ikke desperat græder for sentimental bevågenhed. Filmens musik er også værd at fremdrage som et af højdepunkterne ved Mulan. Der er fire sange, hver med deres vægt til at lægge i filmen og hver med deres unikke stil til at skubbe historien fremad. Det er især positivt at de ikke bare får filmen til at køre i tomgang under et musicalnummer, men skaber en flydende overgang til næste scene.
Flere sekvenser brænder sig ind på nethinden og kendertegner Mulan fra alle andre Disney-tegnefilm. Især scenen hvor Mulan beslutter sig for at overtage sin fars plads i hæren er mindeværdigt fortalt og giver en rørende indledning. Derudover er der også et hæsblæsende slag senere i filmen, hvor animatorerne med snildhed har implementeret computeranimation for at skabe det enorme antal Hunner i billedet. Det ser overdådigt ud og det er slet ikke til at se computerens indblanding i sekvensen. Stemmerne er primært indtalt af asiatisk-amerikanske skuespillere, men komikeren Eddie Murphy bærer rollen som den rapkæftede Mushu – danskernes svar er ikke overraskende lige så rapkæftet: Jan Gintberg.
Bundlinien Men det er især tegnestilen, som ikke tager sig selv for højtidelig, og måden at effektuere et af verdens ældste dynastier med detaljer fra Kinas historie, der fortjener stående applaus. Mulan er ikke Disneys bedste tegnefilm, men faktum er, at sammenblander man den velkendte eventyrformular fra den vestlige verden og en heroisk fortælling fra østen - hvor en kvinde bryder alle regler ved at gå imod selveste Kinas fineste tradition - i én og samme tegnefilm, får man Mulan; En film som vinder dit hjerte på sin egen måde, også selvom den dog ikke kan hamle op med tidligere animerede triumfer. En kombination som sjældent er set bedre i en amerikansk produktion. Derfor 4 stjerner.
|