Motorsavsmassakren (DVD)

Den 18. august 1973 var en gruppe unge mennesker fra Mexico på vej til en koncert i Texas, da de pludselig mødte en forbipasserende kvinde. Vedkommende advarede dem om en lurende fare, men begik herefter selvmord. Snart fandt de sig selv midt i et sandt helvede – de var involveret i en af de mest bizarre forbrydelser i historien, Motorsavsmassakren i Texas. Filmens opbygning er lavet før og historien er baseret på en sand forbrydelse - filmverdenen var mildest talt rystet da nyheden om, at instruktøren Marcus Nispel og producer Michael Bay ville genindspille den gamle klassiker fra 1974 kom frem, men nu er den altså landet og nyfortolkningen har faktisk både flotte, stilfulde kamerainstallationer og velfungerende gyserelementer. Den nye film giver et mere skrækindjagende billede af, hvad der skete den skæbnesvangre dag.

Men er det sandt?
Men det er snedige marketingfolk som lader filmen virke mere skræmmende end sandt er. Det er genialt og indlysende at udnytte linien ”baseret på en virkelig hændelse”, men det er knap korrekte oplysninger, idet der rent faktisk ikke var nogen motorsavsmassakre i Texas. Ej heller var der en person som blev kaldt Leatherface. Hele historien er løst baseret på den berømte massemorder Ed Gein, som var kendt for at skille sine ofre ad og lave deres kropsdele om til tøj og andre pyntende ting. Denne løse sandhed blev også udnyttet i den gamle film, og det var bestemt en beslutning som kunne lokke folk i biograferne. Man troede på det, og derfor blev klassikeren en kæmpe succes, som dette remake forsøger at genskabe.

Det lykkedes også i en vis grad. Vi ser den lille gruppe af mennesker, som på vej til koncert pludselig støder på en forvirret ung kvinde i siden af vejen. De drejer ind til siden for at hjælpe hende, men da hun kommer ombord trækker hun en pistol og skyder sig selv. I en bragende flot – og i øvrigt stærkt Michael Bay-inspireret - sekvens ser vi her kameraet zoome ud fra de skrigende unge mennesker, gennem det blodige kranie, ud ad skudhullet i bagruden af bilen og ud på den støvede landevej i én optagelse. Med et lig på bagsædet af deres vogn må de fem venner nu drage ind til den lille by, for at opsøge den lokale sherif med det makabre tilfælde. Sheriffen kommer dog ikke, og de er nødsaget til at dele sig i grupper. Morgan (Jonathan Tucker), Pepper (Erica Leerhsen) og Andy (Mike Vogel) bliver ved bilen og den døde kvinde, mens parret Erin (spillet af skønne Jessica Biel) og Kemper (Eric Balfour) forsøger at opspore sheriffen.

Næppe bedre end den originale
Kan den nye Motorsavsmassakren så leve op til den originale film? Desværre nej. Den oprindelige film var nyskabende og banebrydende for sin slags, og næsten uanset hvor god denne genindspilning er, så ville den aldrig overgå dens fader. Der er dog mange gode idéer. Gysereffekterne, billeder og omgivelser er gjort med et meget stilet håndelag med sansen for detaljer. Det kribler af og til nedad ryggen på seeren, med mindre man har helt nerver af stål, og konstant er det en presset stemning som præger filmen. Der er heller ikke sparet på makabre afhuggede fingre, halvdøde kroppe og blod i spandevis, når det går allerhårdest til. Så derfor anbefales det at man kun ser filmen, hvis man er en smule vant til disse obskure gyserelementer.


Man må sige at skuespillerne gør deres bedste for at gøre Motorsavsmassakren en uhyggelig lille sag. Især smukke og storbarmede Jessica Biel er perfekt til rollen som Erin, der flere gange leverer skræmmende realistiske nervøse trækninger og skrig. Så bange kan man faktisk være. Det er mættende at se hendes reaktioner på omgivelserne, både når det hende godt og når alt ser absolut sort ud. Det samme kan man sige om Erica Leerhsen i rollen som Pepper. Det er i det hele pigerne som har det nemmest ved at se skræmt ud, men også den lettere excentriske Morgan, spillet af Jonathan Tucker, er en selvstændig oplevelse. Op mod de andre medvirkende placeres Biel og Leatherface, som spilles vellykket af Andrew Bryniarski, i rampelyset stort set hele anden halvdel af filmen.

Bundlinien
Men det er fint hele vejen igennem. Der er ikke et eneste tidspunkt hvor man keder sig – der er konstante stemningsbilleder og åndedræt som hiver seeren ud på kanten af stolen. Men uhyggen baseres udelukkende på dette. Der er ingen indsigt i karakterernes indre tanker, udover de skræmte øjne og det ulykkelige skrig, og derfor bliver det aldrig en gyser af mindeværdig karakter, blot god underholdning.