Danske familiefilm har en evig tendens til altid at være elendige, da de ikke har anden funktion end at tjene så mange penge som det er jordisk muligt på en efterårsferie. Kun de moderne udgaver af Min Søsters Børn har bevist at formlen kan brydes. Kan Møgunger også gøre det?
De uopdragne snotunger nok engang
Som titlen på filmen antyder, handler det hele om nogle uopdragne og næsvise unger, der har en række solide venskaber med hinanden i et sted kaldet Æbleparken. Lederen af den lille gruppe er den friske George, der er flyttet dertil med sin halvgakkede plejebedstemor efter både faderen og moderen er omkommet ved tragiske omstændigheder. Dette tager den unge knægt imidlertid ikke særlig tungt, da han nyder livet sammen med vennerne i boligbyggeriet. Der er dog en lille knast i det hele. Viceværten J.B. der konstant er ond ved ungerne og ikke vil lade dem hygge sig i fred og ro. Følelserne er selvfølgelig helt igennem gensidige, hvilket starter en regulær borgerkrig mellem den voksne vicevært og de små børn. Det lykkes George og de andre unger at drive ham på flugt, men pludselig kommer der friske ansigter til stedet. Deriblandt en sød pige, en ny vicevært samt noget stort og slemt, der atter engang sætter møgungernes evner på en alvorlig prøve. Kun med snilde og list kan de mange møgunger igen redde dagen.
Forbudt for børn over 12
Med et plot som dette lægger Møgunger ikke skjul på, at det udelukkende er en film til den yngste målgruppe. Det meste af filmen bærer også meget præg af dette, for man finder ikke underholdning, hvis man befinder sig bare et par dage over konfirmationsalderen. For det første er filmen ikke specielt godt eller dyrt lavet, og skuespillerstaben giver op til flere tegn på dette. Handlingen er proppet med klichéer og er mildest talt gennemskuelig ind til benet, men sådan skal det trods alt også være i børnefilm. Humoren befinder sig også på et meget ungt stadie og gør det ikke til en ære at blande aldersgrupperne, så der både er lidt til børnene og også til de voksne, der ser filmen sammen med børnene.
Det er mildest talt lidt skidt, da det isolerer målgruppen og gør den forbavsende lille. Til gengæld kan det meget vel være, at denne vil finde stor underholdning i filmen. Humoren fungerer på et meget lille niveau, og med et ret åbenlyst elendigt budget til at lave filmen er det ganske naturligt henvendt til folk, der er ligeglade med filmteknik. Der er dog også gode plusser at hente i Møgunger. Den formår at underholde uden at opdrage de kære små, hvilket tit fungerer kvalmende omvendt i børnefilm. Ligeledes er der gode skuespillerpræstationer at hente i filmen, både fra de uerfarne, unge skuespillere, men også fra de voksne såsom Kirsten Lehfeldt, der lader Kongeriget leve videre i sin rolle som bedstemor.
Bundlinien
Møgunger henvender sig næsten udelukkende til de yngste aldersgrupper, hvilket godt kan skræmme mange væk. Den er ligeledes ikke optaget særlig godt, den er forudsigelig og klichéfyldt, men sådan er børnefilm nu engang på godt og ondt. Skuespillet er dog i top og filmen formår at være underholdende.
|
Filmzonens karakter: