|
Kritikerne stod i kø med gode kommentarer til Minority Report, da den ramte verdens biografer. Nu er filmen så ankommet i form af en lækkert indpakket 2 disc DVD, og vi har selvfølgelig taget et kig på den... ![]() Tom Cruise indtager rollen som betjenten John Anderton, som 6 år tidligere mistede sin søn, og siden har kæmpet for at andre ikke skal lide samme skæbne. Derfor er han manden, der efterforsker stort set alle mord, der finder sted i storbyen Washington D.C. i 2054. Et nyt redskab, kaldet oraklerne, gør politiet i stand til forudse mord, og dermed stoppe dem. Dette system er gået hen og blevet meget populært, og ikke mindst hos FBI og ministeriet, der vil have undersøgt systemet til bunds inden det sættes i brug nationalt. Derfor udsender de den tyggegummi-gnaskende FBI mand Danny Witwer, der spilles på bedste vis af Colin Farrell. Everybody runs Witwer får hurtigt vendt op og ned på hele, og får som den første betjent adgang til templet, hvor de opbevarer disse tre menneskelige orakler. Da der senere tikker en ny sag ind, og John Anderton ser sig selv myrde en han ikke kender, er han sikker på at Witwer står bag. Anderton flygter og søger hjælp hos vennen og grundlæggeren af PreCrime, Lamar Burgress, som spilles af den store svensker Max von Sydow. ![]() Der går imidlertid ikke lang tid inden han er fundet, og som Anderton selv siger: ”Everybody runs…” - og hermed kan flugten for alvor begynde. Samtidig må han selv efterforske dette mord, og finde ud af, hvordan det hele hænger sammen. Og for at kunne gøre dette må han beskytte sig selv mod alt overvågningsudstyr, hvilket betyder at han skal et smut under kniven hos Peter Stormare og have skiftet øjnene ud. Perfektionisten Udover den utroligt originale historie, så er der en anden ting, der skiller sig ud fra mængden af sci-fi film, der foregår i den nærmeste fremtid. Den ting er detaljerne – Spielberg har samlet et hold eksperter på en masse områder, og fået deres bud på, hvordan samfundet ville se ud i 2054. Alt deres input er så kommet med i filmen, og sammen med hans hold af produktdesignere har de skabt et utroligt detaljeret billede af fremtiden. ![]() Det er mange år siden, at Spielberg og Cruise mødte hinanden, og næsten lige så lang tid har de ledt efter en film, der ville passe godt for begge parter at lave. Det blev så endelig en realitet med Minority Report. Cruise passer godt ind i rollen som Anderton, og siden han er typen der godt vil prøve kræfter med stunts, så har han helt klart fået nok at se til i denne film. Desuden en stor ros til både veteranen Max von Sydow og den nye stjerne, Colin Farrell, som for alvor har banket sit navn ind i hovederne på alle i Hollywood med sin præstation i Minority Report. Bundlinien Som så mange gange tidligere har Spielberg lavet en film, der kan ses gang på gang uden at man keder sig. En meget original historie i sig selv ville være godt, men når der samtidig er skabt en så detaljeret verden til en 2 timer lang film, så får man at se, hvad en rigtig historiefortæller er skabt af. Spielberg har gjort det igen. |
Filmzonens karakter:Ikke anmeldt Brugernes karakter: Venter på stemmer Stem: ReklameCredits
Billeder |




Filmzonens karakter: