Tomas Villum Jensen har endnu engang sat sig i instruktørstolen, og denne gang har han sendt Min Søsters Børn på skiferie…
Filmen Lige som familien står og skal af sted på skiferie i Norge falder far på trappen og ender på sygehuset med et brækket ben. Til undsætning er endnu engang onklen Erik Lund, som uden overvejelse tager alene af sted med de 5 ældste børn. Alle er meget spændte, men det får dog midlertidigt en ende, da de under ankomsten møder fru Flinth og hendes 3 veninder, der er på kurophold. Det bliver kun værre da de opdager hvor nærig faderen har været, da der skulle bestilles hytte.
Turen går tilbage til hotellet, hvor de får svindlet sig ind i fru Flinths luksusværelse, hvilket betyder at hun må overtage den faldfærdige hytte. Der går dog ikke lang tid før fru Flinth har lugtet lunten, og får sit værelse tilbage. Men så let opgiver ungerne ikke – de får hurtigt bildt hoteldirektøren ind, at deres onkel er en verdens berømt tenor, og i løbet af et par minutter er de indlogeret i kongesuiten.
Skuespillet Det er ikke de største skuespilpræstationer vi har set i dansk filmhistorie, men det er heller ikke let at gøre meget ud af karaktererne, når vi følger de forskellige familiemedlemmers ferie parallelt for hinanden. Der er gjort meget ud af de ældste drenges narrestreger, der allerede inden skibet har forladt dansk havn går udover onklen. Til tider kan de ting, som de udsætter onklen for, være meget morsomme, men det må siges at være Pusle og Blop, der skal have æren for det meste.
Reklame eller film? Der er utroligt mange selskaber, der har smidt en pose penge efter denne produktion, og mærkeligt nok er størstedelen rejseselskaber, der tilbyder disse skiture rundt omkring i norden. Der kunne selvfølgelig være tale om et stort ”product-placement”, men lad os se bort fra det.
Bundlinien Der er ikke noget originalt over denne film – den sidder fast i det samme spor som mange andre danske familiefilm, og der er ikke meget nytænkning over den. Alligevel kan den sagtens underholde i de godt 80 minutters varighed. Det eneste, der kan undre er sproget i filmen, som af ukendte grunde lyder som om det er taget ud fra de originale Min Søsters Børn film.
|