Mindhunters (DVD)

Af Jacob Andersen, d. 25. januar 2005 kl. 23:27

Den udgivelse af Mindhunters som Filmzonen har anmeldt ud fra, er ikke identisk med købeversionen. Når der forekommer forskelle fra denne til købeudgaven, vil der naturligvis tydeligt være gjort opmærksom på dette.

En klassisk ’hvem-er-morderen’-film placeret i moderne omgivelser. Sådan kan Mindhunters kort opridses, en intens film i underholdningsgenren, hvor man bare skal læne sig tilbage og nyde forestillingen. Her er ingen dybsindighed, men fart over feltet fra første pistolskud.

Overlevelsestur
En række FBI-aspiranter bliver sendt til en øde ø, der normalt bruges til militærtræning. Denne skal danne rammen om en øvelsestur, hvor et fiktivt mord skal løses. De syv aspiranter er under uddannelse som såkaldte profilers, eksperter i at danne et billede af den jagtede morder, en psykologisk profil, der skal hjælpe når de allerværste psykopater slår sig løs. Men da den simulerede kriminelle verden holder op og det pludselig er den barske virkelighed, vore syv aspiranter står overfor, må de nu tage deres evner i brug. En ukendt morder er løs på øen og kun ét er sikkert, det kan kun være en af dem selv.

Den finske instruktør Renny Harlin, der har stået bag kameraet på denne underholdende actionthriller, ved hvordan sådan nogle skal skrues sammen. Die Hard 2 og Cliffhanger er actionbaskere af den gode slags, hvor eksplosioner og spektakulære stunts er i højsædet. Der er skåret en anelse ned for disse ingredienser i, efter min mening, hans allerbedste film til dato, The Long Kiss Goodnight. Med en veloplagt Geena Davis og en sædvanligvis iskold Samuel L. Jackson, er det en af de mest citatvenlige film, Hollywood har spyttet ud i de senere år. Det blev efterfølgende til det ’Stallonske’ flop Driven og nu altså Mindhunters, der ligger sig lunt i imellem de valgte eksempler.

Det skal være sagt med det samme, Mindhunters tilfører intet nyt til genren. Den bruger både velkendte, men også velfungerende midler, som alle er set før i forskellige afskygninger, men de virker altså stadig efter hensigten. If it ain’t broke, don’t fix it – og det motto må nogen have hvisket svagt i Harlins øre, for han prøver på intet tidspunkt med nytænkning eller noget alternativt. Han har satset på ren og skær underholdning og for det skal han have tak – det er befriende, at til tider se en film, hvor der ikke er dybere lag, der kræver analyse og hård tankegang.

Tankespind
Filmens største styrke, og samtidig også dens største svaghed, er dens evindelige twists, når man endelig tror man har gættet morderen. Det gør det svært at beskrive karaktererne helt præcist overfor publikum, da man hele tiden skal lade os tro, at vedkommende måske kan være morderen. Man fatter derfor ikke sympati for dem særligt længe ad gangen, men er snarere utryg ved dem alle og ved ikke hvor man har dem. Det er tydeligvist også hensigten, men det umuliggør de helt store personbeskrivelser.

Filmens morder er åbenlyst en meget intelligent person, da de fælder, hvori vores hovedpersoner på opfindsom vis dør, kræver en mindre bachelorgrad. De mange actionscener viser stort håndværk fra Harlin, der ganske tydeligt har hans ekspertise i disse scener. De er godt sat sammen og da der før blev efterlyst lidt nytænkning, så skal de givet fald findes i de ret makabre dødsscener. Vores morder viser sig ikke i egen høje person, men lader aspiranterne finde et nyt ur hver gang, indstillet til det tidspunkt, hvor han næste gang vil lade sin vrede ramme en ny og uskyldig. Rammen for dette er perfekt på den øde ø, hvor en landsby er bygget op udelukkende med mannequindukker som indbyggere. Det medvirker til uhyggen og gør det til en tur igennem no-mans-land.

En historie af denne slags, kan ikke klare sig uden gode præstationer fra de medvirkende skuespillere. De større af slagsen er til stede i form af Val Kilmer og Christian Slater, der begge har mindre roller. Skønt er det at se Clifton Collins Jr. som den lammede Vince, der må siges at stå for filmens bedste præstation. LL Cool J dukker også op som Gabe, en outsider i forhold til resten af den sammentømrede gruppe. Alle gør de det faktisk ganske godt – i forhold til, hvad der er at arbejde med.

Bundlinien
Det er en ganske vellykket thriller, Renny Harlin her har skruet sammen. Underholdningen er glimrende og den intense historie, ligger op til masser af flotte actionscener og nogle ret effektive chokeffekter. Man gætter som tilskuer på alt og alle som morderen, et øjeblik fristedes undertegnede til at tro, at det var en af mannequin-dukkerne, alle muligheder syntes at være opbrugte. Filmen vil gøre sig godt en søndag eftermiddag - det er popcorns-underholdning med et twist.


Filmzonens karakter:
Ikke anmeldt

Brugernes karakter:
Venter på stemmer

Stem:

Reklame

Credits

Instruktør:
Renny Harlin
Forfatter:
Wayne Kramer
Producer:
Rebecca Spikings
Cary Brokaw
Scott Strauss
Susan E. Novick
Robert F. Newmyer
Jeffrey Silver
Skuespillere:
Eion Bailey
Clifton Collins Jr.
Will Kemp
Val Kilmer
Jonny Lee Miller

Copyright © 2002-2006 Spice51 ApS. All rights reserved.