Min Søsters Børn på bryllupsrejse (DVD)

Af Christian Kruse, d. 23. februar 2003 kl. 01:48

Endnu et kapitel i den stolte, danske filmskat er nu blevet konverteret fra de støvede filmruller til det højteknologiske DVD-format, for Sandrew Metronome har genoplivet de gamle film om Min Søsters Børn. I dag tager vi et kig på Onkel Eriks dødsdømte bryllupsrejse, som stadig formår at underholde.

Filmen
Børnepsykologen Erik Lund står ved alteret og siger ”ja” til sin flotte kæreste. En salme bliver sunget for fuld røst, og med ris flyvende i luften træder de ud af kirken og ind i en gammel 60’er bil. De har nu indvilliget sig i at tilbringe resten af deres liv sammen som mand og kone, og det skal naturligvis fejres med en bryllupsrejse der går tværs igennem det europæiske kontinent. Desuden bliver det rart at komme lidt væk fra den pukkelryggede familie og ikke mindst de irriterende nevøer som gør livet surt for enhver der kommer i kontakt med dem.

Det skal blive en hyggelig rejse som cementerer det nye kapitel i livet – lige indtil der gøres stop på den tyske Autobahn. For fluks som døren til campingvognen åbnes, træder fem unger ud og hilser på deres kære Onkel Erik. De er taget med for at få en hyggelig tur og møde den nye tante, men det bliver hurtigt bestemt, at de skal sendes med det første tog hjem. Desværre kalder Onkel Eriks gode børnehjerte, og inden faderen kommer og henter dem må de eskorteres med på bryllupsrejsen. Det bliver til en tur i spjældet, en overnatning på et halvsnusket bordelhotel, samt en herlig tur gennem det tyrolske højland.

Skuespillet
Da filmen som bekendt er fra slutningen af tresserne er det en lidt mystisk oplevelse at skulle beskrive skuespillet, da det slet ikke kan sammenlignes med det vi kender i dag – både på dialog og på børneskuespil. Alligevel må filmen siges at være en af perlerne i den æras danske filmskat, for det er alle skuespillere som enten var store og blot blev endnu større, eller som senere hen er blevet nogle af de populæreste skuespillere vi alle husker fra den gang. Et eksempel er Axel Strøbye som vanen tro spiller med en utrolig varme og karakterfast adfærd i rollen som Onkel Erik, og et andet er Pusle Helmuth som fyrer sine unikke replikker af med en tilpas grad af forkælet møgunge og nabopige.

Generelt set er filmens skuespil rigt på forholdet mellem de fem børn, hvor vi ser de forskellige aldres rolle skinne temmelig meget igennem. Der er den ældste dreng Jan (Jan Priiskorn-Schmidt) med sin store magtposition og bro mellem ung og gammel, og så er der de allermindste unger som kæmper en indædt kamp for at hive enten en ny bror eller søster hjem fra mor og far. Alt i alt byder filmen på nogle udmærkede præstationer med god humor og datidens uskyldighed, og det gør filmen til en mindeværdig oplevelse på lige fod med nutidens udgaver.

Bundlinien
Min Søsters Børn på bryllupsrejse er en af de gode perler fra dengang man kaldte komedier for ”lystspil”. Der er god, gammeldags humor i massevis med børnenes karikatur af voksenlivets prøvelser og ”aftenbajere”, og så er der varme og handling nok til at sikre en herlig oplevelse foran DVD’ens magi. Filmen viser ganske vist sin høje alder i forhold til nutidens produktioner, men det giver den blot et stort særpræg som der bestemt skal sættes pris på.


Filmzonens karakter:
Ikke anmeldt

Brugernes karakter:
Venter på stemmer

Stem:

Reklame

Credits

Instruktør:
Annelise Reenberg
Forfatter:
Gitte Palsby
Annelise Reenberg
Producer:
Poul Bang
Erik Larsen
Lars Kolvig
Skuespillere:
Axel Strøbye
Birgit Sadolin
William Rosenberg
Jeanne Darville
Sonja Oppenhagen

Copyright © 2002-2006 Spice51 ApS. All rights reserved.