Nu tager vi for tredje og uigenkaldeligt sidste gang fat i de gamle Min Søsters Børn film, og denne gang er der kommet knas i ægteskabet hos den københavnske flowerpower familie.
Filmen
På trods af at der kun gik fire år fra børnene væltede byen indtil de kom på deres værste stadie, er den tredje film en komplet anderledes oplevelse i forhold til de to foregående. For mens de glade 60’eres uskyldighed er fjernet fuldstændigt fra overfladen, så har hippiebevægelsen sat sine dybe rødder i de smås sind, og de kæmper nu for en bedre og mere fredelig verden. Dog må den store kamp holdes lidt i bero, for i mellemtiden er der kommet alvorlig knas i ægteskabet i det lille hjem på Fredhvilevej. Far Peter har nemlig været til en fremvisning hos en stor, potentiel kunde, men hans unge fremviser Camilla har trådt voldsomt i spinaten, og er blevet mere fuld end en poptøs til et jysk halbal. Det får den godhjertede far til at hjælpe hende i seng, men i det samme øjeblik træder konen ind og misforstår hele affæren. Hun er overbevist om at der er utroskab indblandet, og rejser væk fra sin gemal. Det nedtrykker hele stemningen i hjemmet, gør børnene triste, og da hjemrejste Onkel Erik ikke kan skræmme den frigjorte Camilla væk (faktisk tværtimod), stikker ungerne af hjemmefra og havner på en smuglervogn. Det fører dem til Sverige, hvor de møder lidt af voksenlivets goder (læs: vodka), og hvor der kommer et par hemmeligheder ud om den kære familie.
Selv om det plot lyder som en temmelig god bund for en morsom oplevelse i samarbejde med de forfærdelige børn, så må det sidste kapitel i sagaen karakteriseres som et af de dårligste overhovedet. Vittighederne når slet ikke op på samme niveau som de tidligere udgaver, og så er den karakteristiske uskyldighed fra de første film ikke til at ane. Børnene er blevet semi-hippier, og det gør ting og sager ved imaget.
Skuespillet
Samme stil følger desværre også op på skuespillet, der begynder at vise børnenes voksende alder, og ikke længere er så sødt og kærligt som man var vant til. Den ældste søn Jan er ikke længere en pæn forstadsdreng fra 60’erne, men en rebel med lidt længere hår, og selv lille Pusle er kommet i skole og har lært lidt om det virkelige liv. Det uskyldige image fra de gamle filme er ikke længere en dominerende faktor, og ærlig talt hæmmer det vittighederne i at være af den gode kvalitet.
Men heldigvis er det kun børnene der har fået en omvæltning, for på det voksne plan er der stadig fyldt med de danske godbidder. Dirch Passer vender frygtløst tilbage med sin fortolkning af stand-up komik, og Axel Strøbye er i topform som den flinke og lidt specielle Onkel Erik. Filmens skuespil skal nydes på grund af de to alene, for det er virkelig underholdning på højt plan.
|
Filmzonens karakter: