Million Dollar Baby - 2-disc Edition (DVD)

Af Lars Haslev, d. 24. september 2005 kl. 17:23

Hvad der kunne være blevet en sentimental klichéhistorie, er blevet til en sand og virkelighedstro perle fra den ene ende til den anden. Clint Eastwoods Million Dollar Baby træder aldrig ved siden af, omhandlende tre mesterligt skildrede personer med interessen indenfor bokseverdenen. Det er som sådan ikke en boksefilm, sådan som Rocky-filmene var det, det er en film om menneskers forhold til hinanden, samlet omkring den amerikanske drøm om at nå til tops fra at være luset ingenting til at stå med titelkampen om verdensmesterbæltet i sværvægterklassen. Boksning, eller det at lære en anden at bokse, er omdrejningspunktet for denne livsbekræftende historie; få publikum med sig, bliv hyldet og opnå drømmen over alle drømme – at leve den. Intet under at filmen hentede de vigtigste Oscar-statuetter.

Troen på den amerikanske drøm
Frankie Dunns (Clint Eastwood) drøm er at lære boksning fra sig, men han ser ikke Maggie Fitzgerald (Hilary Swank) som en mulighed, kun en hindring – troen på at hun kan tage noget seriøst er ikke-eksisterende, hvilket kun underbygges af at han ikke træner kvinder. Men på den anden side føler Maggie ikke at hun har et valg: det er boksning eller ingenting. Hun er vokset op under kummerlige forhold og har søgt lykken for at blive bokser. Frankie løsner op fra at være fuldstændig ignorerende til at indse, at Maggies ambitioner er større end hos nogen anden, han nogensinde har haft i sin stald.

Frankies helt store håb og frontfigur, som han har trænet op til at blive verdens bedste gennem mange år, forlader ham dog på grund af at have ventet i evigheder på at få en titelkamp, og assistenten Eddie Scrap-Iron Dupris (Morgan Freeman) opfordrer ham til at give sig i kast med den nye tøs. Fortvivlet indvilger han i at hjælpe Maggie. Men kun midlertidigt, indtil hun finder en manager på egen hånd. Dette skal Frankie dog senere komme til at fortryde, og for ham bliver Maggie hans sidste chance for at levere en rigtig mester. Snart udvikler der sig en gensidig respekt mellem de to, og det må briste eller bære.

Udenfor Hollywoods normer
Der er uendeligt mange film om tabere der bliver til vindere. Million Dollar Baby er skrevet ud fra en lang række små historier af F.X. Toole, og glimter især på sine skræmmende detaljer omkring virkelighedens boksning, som en sædvanlig Hollywood-film næppe ville fremføre. For eksempel da Maggie bliver slået brutalt i ansigtet under en kamp, og Frankie må flytte den brækkede, bloddryppende næse på standby, så hun lige nøjagtig har tid nok til at slå modstanderen i gulvet før blodet vil oversprøjte publikum. I en anden og meget provokerende scene, ser man Maggies familie behandle hende som snot, selvom hun har købt et hus til dem og lover dem penge fremover. De ser hende som en vildledt særling, der hellere må se at blive gift end at satse på det boksenonsens.

Alle sine Oscars værd
Det er øjeblikke som disse, der gør Million Dollar Baby så vidunderligt fængende og alle sine fire Oscar-statuetter værd. Den vandt for netop alle fire aspekter som gør dette til en klassiker:

Oscar nummer 1: Clint Eastwood spiller Frankie som kun han kan – stramt, barskt og viser kun de sider af ham selv, som skal vises: selv når følelserne virkelig sprudler frem, er det svært ikke at lade sig rive med. At Eastwoods instruktion er mesterlig, det har han allerede bevist i tidligere store værker, men her går han skridtet videre og overgår Mystic River, der måtte se sig slået af Ringenes Herre sidste år.

Oscar nummer 2: Morgan Freeman spiller med vanlig sikkerhed Eddie, filmens mumlende fortæller og Frankies assistent i træningsstalden. Det skal selvfølgelig ikke afsløres hvilken betydning han får på filmens udfald, men han har indflydelse på forståelsen af filmen. Han er rolig og stille, og står som bindeleddet i manegen; som Frankies tidligere satsning i bokseringen.

Oscar nummer 3: Hilary Swank formår at gøre det, som forventes af enhver klasseskuespiller: at man ser hende og tænker på karakteren, ikke personen som spiller rollen. Her kan man i den grad påpege at rollen må være skrevet til hende. Det er en rolle med en tilpas blanding af maskulinitet, femininitet og sårbarhed, til at Swank kunne glide direkte ind i Maggies univers. Hun overspiller aldrig sin rolle, men fokuserer på at gøre Maggie til en inderligt troværdig pige med drømmen om at blive bokser. Her kan man drage paralleller til Swanks egen opvækst, der i den grad bestod i drømmen om at blive skuespiller. Hun kom til USA med 75 dollars på lommen, og måtte bruge en god portion af dem til at få sig en agent. Nu er hun nået til tops, vundet en Oscar og behøver aldrig mere at bekymre sig om penge.

Bundlinien
Oscar nummer 4: De tre vandt for henholdsvis bedste instruktør, bedste mandlige birolle og bedste kvindelige hovedrolle. Samlet udgør de et helstøbt kraftfelt, der samler alle filmens brikker som et puslespil, og har været kernekraften til at Million Dollar Baby vandt for bedste film. De er alle karakterer, som har mistet noget; Frankie sin datter, der ikke vil kendes ved ham mere, Eddie sit højre øje og Maggie sin far; men som holder fast i håbet og troen på livets vigtighed. Og når filmen slutter og det sidste panorerende billede fader bort, finder man ud af hvor berørt man egentlig er blevet over disse menneskers fortid og skæbner – mere end man umiddelbart havde forventet. Denne konklusion står allerstærkest: efter at have holdt seeren fastklinet til skærmen i to timer, fuldendes mesterværket med et sandt ”knockout”. Genialt.


Filmzonens karakter:
Ikke anmeldt

Brugernes karakter:
Venter på stemmer

Stem:

Reklame

Credits

Instruktør:
Clint Eastwood
Forfatter:
F.X. Toole
Producer:
Robert Moresco
Paul Haggis
Tom Rosenberg
Clint Eastwood
Albert S. Ruddy
Skuespillere:
Clint Eastwood
Hilary Swank
Morgan Freeman
Jay Baruchel
Mike Colter

Copyright © 2002-2006 Spice51 ApS. All rights reserved.