Men In Black II (DVD)

Af Lars Haslev, d. 27. januar 2003 kl. 12:51

Will Smith og Tommy Lee Jones er tilbage som de to sortklædte agenter, der holder ro og orden i universet. En actionfilm uden de helt store overraskelser eller nyskabende idéer – holder det?

Gammel vin på ny flaske
Der er efterhånden gået nogle år siden agent Kay (Tommy Lee Jones) pensionerede sig, og trak sig tilbage til et normalt liv i postvæsnet. Agent Jay (Will Smith) har fået ny makker, en urutineret en af slagsen, og Jay forsøger derfor at træne ham op selvom han nu hellere ville være fri. Et mystisk rumskib lander imidlertid på jorden, skræmmer en hund fra vid og sans, og går derefter i forklædning som en sexet undertøjsmodel ved navn Serleena. Målrettet går hun på jagt efter noget som bliver kaldt "lyset". Jay ser sig derfor nødsaget til at hente Kay tilbage og deneuralisere ham, så han med sin viden kan redde jorden fra den intergalaktiske trussel.

Han er dog ikke just lykkelig over at vende tilbage, og da slet ikke når han ikke husker et kvæk - hans hukommelse blev nemlig slettet i slutningen af etteren. Da Serleena tager hele MIB hovedkvarteret som gidsel er eneste håb nu de to sortklædte mænd, hvor den ene stadigvæk tror han er byens postmester. Der er dog ingen tid at spilde. Ene og alene må de kæmpe for at redde Jorden, galaksen og MIB fra universets skumle slyngler – men heldigvis har de medbragt masser af fede våben og andre lækkerier.

Tilpas humor
Den første Men In Black film kørte på nogle helt unikke parodier og henvisninger til gamle science fiction film, hvilket er gentaget i denne toer. MIB hovedkvarteret ligner sig selv, og scenen fra etteren, hvor Jay første gang stifter bekendtskab med den enorme organisation, er også med igen – bare med Kay som den nyankomne. Mange af de samme humørfyldte jokes er medtaget, og selvom det er genbrug, så holdes det alligevel på et fint varieret niveau. Det er tydeligt at man hele tiden var bevidst på at det trods alt var en toer, og derfor hentes nogle af de gamle jokes op i helt nye varianter – noget som virker rigtig godt i dette tilfælde. Og samtidig er Tommy Lee Jones og Will Smiths kemi igen velfungerende og noget nær optimalt.

Filmen havde et solidt budget på over 1 mia. kroner, men alligevel føler man lidt af de er givet ud på lidt ligegyldige effekter, som end ikke ser specielt imponerende ud. Johnny ”Jackass” Knoxville spiller den skizofrene Scrad og Charlie, og netop hovedet som stikker op fra rygsækken føles lidt billigt udført og ikke særlig vellavet. Til gengæld er den rapkæftede, syngende hund Frank og de vanvittige alien-orme nogle karakterer, som holder filmen oppe de steder hvor underholdningsværdien ellers er i bund.

Bundlinien
Instruktøren Barry Sonnenfeld har lavet en solid fortsættelse af Men In Black, men mere end middelmådig er den dog ikke. Skuespillet holder sig på et halvgrinagtigt niveau, effekterne er de fleste steder flotte og historien er en noget tynd kop te. Vi må ikke håbe de laver en treer – det ville ødelægge det hele.


Filmzonens karakter:
Ikke anmeldt

Brugernes karakter:
Venter på stemmer

Stem:

Reklame

Credits

Instruktør:
Barry Sonnenfeld
Forfatter:
Lowell Cunningham
Robert Gordon
Producer:
Marc Haimes
Stephanie Kemp
Walter F. Parkes
Laurie MacDonald
Skuespillere:
Tommy Lee Jones
Will Smith
Rip Torn
Lara Flynn Boyle
Johnny Knoxville

Copyright © 2002-2006 Spice51 ApS. All rights reserved.