Der skal lyde et stort tillykke til Danmarks kommende kronprinsepar herfra Filmzonen. I den anledning har vi kigget nærmere på CMC Entertainments nye DVD med et portræt af det forelskede par, Mary Donaldson og ikke mindst Kongehuset i Danmark som et filmhold har fulgt tæt i et års tid.
Fin kongelig udgivelse Selvom det på ydersiden mest af alt ligner en rendyrket fetich af de to turtelduer, som her i foråret meldte sig gifteklare, står vi samtidig med et ganske interessant kig bag murene hos hele den kongelige familie – de mere private optagelser som vi normalt ikke får at se i fjernsynet. Dette foregår fra nytår til jul med alle de begivenheder som præger Det Danske Kongehus i løbet af et år. Lige fra nytårskur til sommertogt med kongeskibet Dannebrog og jagt i det danske efterår. Derudover får vi noget så private ting som familiesammenkomst på Gråsten Slot. Som speakeren fortæller, bliver billederne kommenteret løbende af hendes majestæt Dronning Margrethe. Denne dokumentar fylder faktisk mere end delen om kronprinsens forelskelse i Mary Donaldson, nærmere betegnet lige under to timer, men ellers har CMC heldigvis balanceret de to områder på DVD’en ganske fint. En lille time er nemlig lagt af til de levende billeder som medierne gennem tiden har fanget af den yndige pige fra Tasmanien.
Forventer man mere end ovenstående er denne udgivelse tvivlsomt noget at bruge sin tid eller penge på. Til gengæld er der for de, der finder beskrivelsen indbydende, en rigtig stor bunke underholdning, oplysninger og billeder af den unge og smukke Mary – og selvfølgelig en ordentlig omgang eksklusivt materiale fra bag murene hos den kongelige familie. Hvis man derimod har fulgt med i mediernes søgen efter kronprins Frederiks kæresterier igennem en årrække, er der ikke vanvittigt meget at komme efter i programmet, om end der er et godt portræt af Mary og hendes fortid som en af skolens smukkeste piger. Ekstramateriale er der egentlig ikke noget af, men nogle links fører seeren videre til nogle relevante hjemmesider på nettet – og samtidig kan DVD’ens bagmænd ses i rulletekster.
Det tekniske Billedet bærer desværre præg af at være en noget hurtig sammenklippet tv-produktion, og det giver et lidt snavset og grynet billede. Det er et typisk 4:3 tv-transfer med en pæn skarphed, men som sagt er der ikke banebrydende topkvalitet at hente på denne DVD udgivelse. Omvendt ødelægger dette ikke noget af oplevelsen ved at se Mary, Frederik og Kongehuset – og da portrættet af Mary primært er arkivoptagelser og ældre billeder, kan man sådan set ikke bruge billedkvaliteten som reference til DVD’en.
Lydsiden er også produceret til tv-aspektet, men ikke desto mindre acceptabelt til en dokumentar som Mary, Frederik og Kongehuset nu engang er. Speakeren Karsten Kjær guider seeren fint gennem DVD’ens knap tre timer filmklip, interviews og spændende billeder, men noget mesterligt surround-mesterværk kan man næppe kalde det. Når interviewene med de forskellige australske bekendte til Marys familie og tidligere klassekammerater fortæller, kan det være svært at følge med i snakken, men så er det heldigt at CMC har lagt undertekst på den udenlandske snak. For hørehæmmede mangler den resterende speak på DVD’en beklageligvis undertekst på dansk.
Konklusion Er ens interesseområde Det Danske Kongehus vil Mary, Frederik og Kongehuset være en alle tiders investering. Udgivelsen er en blanding af nærgående beskrivelser af Danmarks kommende dronning, frøken Mary Donaldson, og et eksklusivt indblik bag murene hos den kongelige familie. Et køb anbefales hvis man kan lide dette eller hvis man synes at have for lidt viden om det vi danskere kan være stolte af.
|