I et forrygende inferno, der bedst kan beskrives som en blanding af rock og country, har de to musikere Mark Knopfler og Emmylou Harris fundet sammen. I 2006 turnerede de rundt med deres show, Real Live Roadrunning. Selve albummet var syv år undervejs. Sangene blev udviklet over denne lange årrække, og de to særprægede kunster udnyttede deres fælles passioner for musik til at tryllebinde sit publikum. Denne udgave indeholder både en DVD med en live-koncert, samt en CD med selve albummet.
Mark Knopfler
Manden er bedst kendt som frontfigur i bandet Dire Straits, hvor han sang og talte sig ind i rockhistorien med både sin stemme og sin guitar som instrument. Udnævnt som en af de bedste guitarister i vores tid af magasinet Rolling Stone, har han med sit samarbejde med Emmylou Harris valgt at bevæge sig ud på ny grund. Musikken er dog stadig hans. Knopfler står bag de fleste tekster, og Dire Straits klassikere såsom Romeo and Juliet og So Far Away bliver da også taget under kærlig og nostalgisk behandling.
Emmylou Harris
Emmylous stemme er taget ud af en country-kliché - eller måske er det snarere hendes stemme der har lagt præcedens for countrymusikken som vi kender den. Hun har i sin tid sunget med bunker af kendte personer. Fra Dolly Parton til Bob Dylan har hun stået side ved side og krænget sit hjerte ud på bedste countryfacon. Hendes samarbejde med Mark Knopfler har dog vist sig at bringe det bedste ud af begge parter.
Real Live Roadrunning
Med et godt miks mellem folk, blues, country og rock kommer vi godt omkring. Liveoptagelserne er forrygende og fyldt med liv - på trods af de aldrende stjerner. Der er lidt for enhver smag. Fra det rockende til mere countryprægede numre. Det er tydeligt at tidens tand har sat sine tegn på de to aldrende stjerner, men selvom de begge kan se tilbage på deres ungdom, kan de se frem på en mere moden tone, der stadig tager sit greb i publikum.
Bundlinien
Mere elskeligt bliver det ikke. Denne koncert er ikke bare en række klassiske numre, der bliver spillet igen, men tværtimod en fornyelse fra både Mark Knopflers og Emmylou Harris' side. De falder meget godt i hak med hinanden. Både den aldrende countrystjerne med et glimt i øjet og Mark Knopflers guitarspil har aldrig været bedre. De klæder hinanden, og hvis du er fan af enten den ene eller den anden, er dette intet mindre end en fantastisk udgivelse. Både live-optagelserne og cd'en klinger så godt som nogensinde.
|