Det er egentlig en ganske uskyldig fortælling som binder Manden der faldt ned fra himlen sammen, og vi har skam også set det mange gange før. Derfor scorer filmen ikke så mange points på det område og ender desværre med at blive en blanding af noget vi har set før; drama og kærlighed i en klassisk mand falder for kvinde-komedie – eller også er det omvendt? – og så et par ellers velspillende hovedrolleindehavere, Miranda Otto og Rhys Ifans, som fortjente bedre end denne lille australske romance.
Når det ikke er himlen som falder ned
Der er fine momenter og en flot kameraføring af glæde sig over, men her slutter det overdådigt positive ellers også. Instruktør og manuskriptforfatter Jeff Balsmeyer debuterer med denne film, og det er desværre meget dominerende for filmens samlede kvalitet som helhed. Skal vi grine eller græde over at hovedpersonen Danny (Rhys Ifans, nogle vil forbinde ham med Notting Hill) har levet med en delvist prostituerende - i ordets grimmeste betydning - kæreste, Trudy (Justine Clarke) gennem flere år? Hun lever i smug som elskerinde med den smarte og selvglade tv-vært Sandy Upman (Rhys Muldoon) og det har betydning for hendes forhold til den lettere bumsede Danny, der ikke helt ved hvad han skal stille op med sig selv. Tilmed lyver hun overfor ham, da han med spænding lader op til den årlige campingferie i telt. Hun kan ikke tage med denne gang.
Da han så til sin store overraskelse opdager det hemmelighedsfulde forhold mellem kæresten og Sandy Upman beslutter han sig for at flygte – men hvordan? En grillaften ender med at de halvfulde venner hjælper ham med idéen om at fyre op for nogle kæmpeballoner, i forvejen hæftet fast til en havestol. Der er dog amerikansk fodbold i fjernsynet og selvfølgelig skal der jubles når en vigtig scoring finder sted. I dette tilfælde sker det beklageligvis mens vennerne holder vægten i stolen nede. Danny stiger til vejrs. Han stiger og stiger, svæver nordpå gennem Australien på den enestående rejse han altid har drømt om. Filmens første og måske eneste trumfkort. Hvad skal der nu ske?
Velkendte klichéer
Desværre stopper det gode her, og efter en halv times tid daler kvaliteten drastisk. Faktisk ender det med at blive en triviel forestilling med tamme kommentarer, urealistiske begivenheder og et akavet kærlighedsforhold til parkeringsvagten, Glenda (Miranda Otto), som Danny på helt forunderlig vis dratter ned hos. Efter få dage, som filmen tydeligvis skildrer det som, har Danny allerede vundet sig halvdelen af den lille flækkes tillid, og der går heller ikke længe før han er byens populære gut. Man stiller sig selv spørgsmålet, om ikke denne historie kunne have været meget dybere og mere indholdsrig, end blot historien om Dannys fantastiske forandring ved at flygte fra Sydney. Jovist peppes det hele op af en hysterisk Trudy, som derhjemme trygler om at få sin mand igen. Men her snubler filmen ved ikke helt at kunne bestemme sig for om den skal være en komedie med romantiske træk eller et mere seriøst drama.
Det bedste ved filmen er dog Rhys Ifans og Miranda Otto. Begge formår at opnå seerens opmærksomhed i mange af deres scener, og det redder filmen fra helt at synke til bunds som en klichéfyldt ligegyldighed. Otto er oprigtig og sød som Glenda, men det er helt uforståeligt hvorledes hun er havnet som parkeringsvagt og samtidig den indelukkede pige i byen – baggrundshistorien er vist blevet glemt under udarbejdelsen af manuskriptet? Derudover synes undertegnede dog også at kunne rose den glimrende kameraklipning som hele tiden afprøver nogle interessante metoder. Eksempelvis ser vi en medrivende skildring af Dannys flyvetur i havestolen hen over Sydneys midtby og senere i landlige omgivelser.
Bundlinien
Men på trods af glimtende momenter til klapsalver, er Manden der faldt ned fra himlen desværre ikke hvad man kunne håbe. Man bør derfor væbne sig med tålmodighed – med mindre man er ivrig fan af tyndbenede romantiske komedier – og se fremtiden an med hensyn til Rhys Ifans og Miranda Ottos kommende filmprojekter. Disse to er filmens gnist, men det er som bekendt ikke nok til at hæve en spillefilm over middelmådigheden.
|
Filmzonens karakter: