Nikolaj Coster-Waldau er en af Danmarks internationale succeser på filmkortet. Han lægger i Manden Bag Døren vejen forbi de danske gemakker og det gør han sammen med en af de måske nok mest eftertragtede skuespillerinder herhjemme lige nu. Det er instruktøren bag filmperlen Okay, Jesper W. Nielsen som har udarbejdet en virkelig hændelse til en spillefilm – sidste år blev også et virkeligt kunsttyveri filmatiseret i Jannik Johansens Rembrandt. Grundidéen og samtidig den autentiske baggrund for dette manuskript er oplagt til en rørende og spændingsfyldt fortælling, men selvom Manden Bag Døren har en vellykket pointe, så har instruktøren desværre valgt at fokusere på en mindre væsentlig del af den virkelige Flemming Pedersen – manden som tog sin døde far med på en allersidste motorcykelrejse i 1998.
Døren skal åbnes
Svend arbejder med sin kæreste på den lokale bar. Han som udsmider, hun, Lizzie (Iben Hjejle) som bartender. Deres forhold til hinanden er stærkt på mange områder, men det bliver ømt når mistanken om utroskab pludselig opstår. Samtidig går det heller ikke just fremragende for faderen Karl (Per Oscarsson). Efter adskillige års ægteskab med Svends moder, Esther (Rita Angela) er han nemlig blevet forladt. Dette skyldes ikke mindst Karls store alkoholproblem og det hidsige temperament, som end ikke Svend altid kan klare. Dermed står Svend i den uheldige situation at han må tage beslutninger og vente på de konsekvenser, som til sidst må briste eller bære. Kommer jalousi før kærlighed eller omvendt?
Tilbage til Pisserenden
Filmmageren Jesper W. er på banen med endnu en film, denne gang løst baseret på en virkelig hændelse fra 1998. For to år siden lavede han den mindre filmperle Okay, og forventningerne var store, da han sidste år besluttede sig for at bygge en film over en søns sidste motorcykelrejse med sin far. Der er gode takter i filmen, rigtig gode endda, men desværre er det kun historien om Svends forældre som er skabt med dybdegående grundighed – forholdet mellem Svend og Lizzie har grove huller, ikke mindst på grund af en svingende realisme i det som foregår i og omkring Svends lejlighed. Når begivenhederne så forlader disse kanter, havner vi i en mystisk og tankevækkende verden fra Karl og Esthers synsvinkler. Om en far, hvis eneste ønske er at vende tilbage til Pisserenden bare en allersidste gang. Rollerne som de to ældre mennesker er fantastisk spillet af Rita Angela og Per Oscarsson.
Ikke at Nikolaj Coster-Waldau, Iben Hjejle og Lars Hjortshøj spiller dårligt – tværtimod er det nydeligt at opleve sidstnævnte i en mere seriøs rolle og så i en spillefilm. De to hovedrolleindehavere har også virkelig talent for faget, men de mangler det rigtige manuskript at videreudvikle deres ellers gode kemi. Men når Nikolaj er sammen med ”sin far”, er vi utvivlsomt havnet i Flemming Pedersens verden.
Bundlinien
Manden Bag Døren er dog slet ikke en dårlig film overhovedet. Hvis fokus blot havde været lagt bedre, og havde Jesper W. ikke satset så grovkornet på forholdet mellem Svend og Lizzie – eller i det mindste på en bedre måde – var vi endt med endnu en nyklassiker som Okay. Her får vi til gengæld en relativt spændende og medrivende film, der helt sikkert fortjener at blive set, men så heller ikke mere end det.
|
Filmzonens karakter: