Malibu's Most Wanted (DVD)

Af Christian Kruse, d. 17. juli 2004 kl. 20:37

Komikeren Jamie Kennedy har brugt en af sine mest populære sketches som platform for en film i fuld længde, der gør alvorligt grin med hele rapkulturen i USA. Filmen fejler dog en smule med lidt slattent materiale og alt for moraliserende pointer. Filmzonen har kigget nærmere på DVD-udgivelsen.

Den hvide rapper
Det står sløjt til for den californiske familie Gluckman. Godt nok er faderen succesfuld politiker, der satser på jobbet som guvernør i den solrige stat, men bag tæppet ligger en rebelsk og forkælet søn, der konstant bringer faderen i unåde. Navnet er Brad, eller B-Rad, som han hellere vil kaldes, der trods sin forkælede baggrund som barn i Beverly Hills gør alt hvad han kan for at virke som en type, man helst undgik at tage til julefrokost med. Han elsker rapmusik og klæder sig så poset som det overhovedet er muligt, da han i højere grad føler sig som en del af South Central bydelen frem for det mondæne Beverly Hills. Det bryder faderen sig naturligvis ikke om, da sønnens opførsel konstant bringer ham i fedtefadet overfor sine politiske konkurrenter, der udnytter de mindste fejl hos hr. Gluckman til deres egen fordel.

Derfor opfinder faderen en plan, der langt om længe skal sende Brad/B-Rad væk fra sin ghetto-prægede mentalitet. Han skal skræmmes af to store rappere, så han aldrig kunne drømme om at tage til South Central og rappe. Problemet er bare, at far Gluckman ikke har det store med rappere i sin omgangskreds. Han hyrer to udbrændte skuespillere, der heller ikke har tilbragt den store mængde tid i bydelen. Men til South Central tager de alle tre, og før de ved af det er der både bandekrige, aflivning af stereotyper samt en masse typer, der spiller gangstere uden at være det. Det samme er en californisk valgkamp, der kunne gøre selv Arnold misundelig.

En masse sketches uden ret meget andet
Som nævnt før er Malibu’s Most Wanted opbygget omkring en sketch, der gjorde Jamie Kennedy ganske populær i forlængelse af tv-showet The Jamie Kennedy Experiment. Idéens rødder får man også at føle i filmens forløb, da den mere eller mindre kan beskrives som en lang kæde af forskellige sketches uden så meget andet indhold. En masse parodier på forskellige typer mennesker bliver lagt på bordet, et par fordomme spilles frem og skydes ned, inden det hele afsluttes med lidt flere sketches og imitationer af rappere. Filmen bygger sig især op omkring fordommene, der ganske vist har et par enkelte gode øjeblikke, men som ofte går i selvsving og bliver meget moraliserende – lidt i stil med Bruce den Almægtige.

Man mærker virkelig en lyst til at aflive myter om alt fra rappere til South Central bydelen i Los Angeles, men det slår aldrig igennem på samme måde som eksempelvis Michael Moore gjorde i Bowling for Columbine. I stedet står man tilbage med forskellige sketches af meget blandet kvalitet, der primært gør hvide menneskers forsøg på at være hiphoppere til noget af det mest irriterende på Jorden. Man kan dog mistænke Jamie Kennedy for at gøre dette bevidst, for filmen har meget tykke parodier fra hans hånd, der er seværdige og ret underholdende. Resten af holdet, blandt andet Anthony Anderson (Kangaroo Jack), er lige så overvurderede som de altid har været. De fungerer som pauseklovner, der ikke har noget spændende på hjerte.

Bundlinien
Malibu’s Most Wanted er dog et halvhjertet forsøg på at gøre grin med hele hiphop-kulturen og især de hvide mennesker, der forsøger at kopiere stilen, men som i stedet gør sig selv lettere til grin. Filmen forsøger yderligere at spille plat på helt udelukkende californiske værdier, som ikke lykkes specielt godt. Eneste lyspunkt er Jamie Kennedy, der overdriver og irriterer så bevidst, at det faktisk er morsomt.


Filmzonens karakter:
Ikke anmeldt

Brugernes karakter:
Venter på stemmer

Stem:

Reklame

Credits

Instruktør:
John Whitesell
Forfatter:
Adam Small
Fax Bahr
Nick Swardson
Jamie Kennedy
Producer:
Adam Small
Fax Bahr
Mike Karz
Skuespillere:
Jamie Kennedy
Taye Diggs
Anthony Anderson
Regina Hall
Blair Underwood

Copyright © 2002-2006 Spice51 ApS. All rights reserved.