Magnolia (DVD)

På én tilfældig dag møder man i San Fernando Valley en døende far, en ung hustru, en mandlig sygeplejer, en berømt (for)tabt søn, en forelsket politimand, en genial dreng, en TV quiz vært og en fremmedgjort datter. Alle med hver deres liv, som spindes sammen til én storslået historie.

Filmen
Indrømmet. Da jeg første gang havde set Magnolia, var jeg ikke helt klar over, hvad jeg lige havde set. Film af denne slags ses sjældent, og det kræver vel også en helt specielt type instruktør for at kunne lave en sådan en film uden at snuble i de mange historier og personer. Heldigvis er Paul Thomas Anderson den helt rigtige til opgaven.

P.T. Anderson, som han ynder at kalde sig selv, fik sit store gennembrud med Boogie Nights fra 1997, og der er en del ligheder mellem Boogie Nights og Magnolia. Han har både skrevet og instrueret begge film selv, og mange af hovedrolleindehaverne i Magnolia er da også gengangere fra Boogie Nights. Og i begge film bringer hverken stoffer eller berømmelse lykke.

Filmen følger en række tilsyneladende vidt forskellige personer, som alle synes at være forbundet, på en enkelt dag i San Fernando Valley, USA. Den nu afdøde Jason Robards spiller en døende TV-producent ved navn Earl Partridge, der er gift med den noget yngre Linda (Julianna Moore) og har en søn, Frank T.J. Mackey (Tom Cruise), som han ikke har snakket med i mange år. Earl Partridge har bl.a. stået bag showet ”What Do Kids Know?”, hvis tidligere stjerne Donnie Smith (William H. Macy) nu blot er en skygge af sig selv, og den samme skæbne synes at være på vej for den nuværende stjerne. Jimmy Gator (Philip Baker Hall) er vært på ”What Kids Say”, og han har ligeledes problemer med sin datter, der møder en rigtig ”good cop” i form af Jim Kurring (John C. Reilly). Og der er flere. Forvirret? Se filmen!


Filmen åbnes med en lille montage af utrolige tilfældigheder. Denne sekvens minder i stil ikke umiddelbart om resten af filmen, men den sætter tonen. En række tilfældigheder, der kædes sammen og giver mening på en eller anden måde. Filmen er selvfølgelig dybere end det og handler om alle de her uhåndgribelige ting som tilgivelse, frygt, kærlighed, død og fremmedgørelse. Og om fortiden og dens rolle i nutiden. Gang på gang gentages det i filmen, ”and the book says that we may be through with the past, but the past ain’t though with us.” “Facing the past is an important way of not making progress,” lyder Frank T.J. Mackeys tese i stedet, og de to får da også lov at mødes.

Trådene samles gradvist gennem filmens spilletid på intet mindre end 3 timer, indtil en vis begivenhed giver en eller anden form for forløsning. Hvis du allerede har set filmen, ved du, hvad jeg snakker om; hvis ikke, vil jeg spare dig for at læse om det her, da der absolut ingen mulighed er for at forudse denne begivenhed (heller ikke selvom du gættede slutningen på The Usual Suspects i løbet af de første 30 minutter). Denne begivenhed er sikkert blevet diskuteret og fortolket utallige gange af fans af filmen, men måske er det slet ikke nødvendigt med nogen forklaring.


Stærkt skuespil
Skuespilpræstationerne er stærke hele filmen igennem. Der blev ingen Oscars på den konto til Magnolia, hvilket virker uretfærdigt. En af grundene kan dog være, at det er svært at identificere egentlige stjerner i filmen, da der er lige skærmtid til mange af hovedpersonerne i filmen. Tom Cruise, der helt fortjent fik en Golden Globe for sin præstation, er utrolig i sin rolle som den ultimative super-Dario. Melora Walters har en sær charme som den maniske og konstant høje datter. Philip Baker Hall og William H. Macy er stærkere end nogensinde, men det kan siges om de fleste af skuespillerne. Som et eneste lille minus synes jeg, der er enkelte steder, hvor Julianne Moore ikke fungerer helt optimalt, men det trækker dog ikke ned på helhedsindtrykket.

En film som Magnolia er som lavet til DVD mediet; men slet ikke på samme måde som eksempelvis The Matrix. Magnolia kræver nærmest flere gennemsyn for at få det hele med, og deri ligger måske både dens styrke og svaghed. I hvert fald er filmen krævende, og belønnende, som få.