Magiske Ella (DVD)

Eventyrfilm har fået en renæssance i disse år, hvor trilogien om Ringenes Herre har lagt filmverdenen for sine fødder, men med film som King Arthur, Troja og Alexander, så er luften ved at blive taget lidt ud af den ballon, Braveheart, Gladiator og netop Ringens Herre havde sendt i omløb. Men på den mere "ungdommelige" side er der stadig salg i eventyrgenren. Shrek og Harry Potter-filmene er blevet kæmpe succeser, og nu kommer så endnu en film om trolde, nisser, feer og prinser - og oven i det endda tilsat et enkelt lille twist eller to.

Gør dit - gør dat!
Stakkels lille Ella af Frell var ikke en heldig kartoffel, da hun som spæd fik besøg af en fe. Ella græd nemlig højlydt, og derfor gav feen hende lydighedens gave. Siden har hun på magisk vis været tvunget til at gøre alt, hvad hun får besked på, og livet bliver pludselig ekstra svært, da hendes far af økonomiske årsager gifter sig med den stride Dame Olga, der endda kommer slæbende med et par lede stedsøstre, der hurtigt finder ud af at udnytte Ella, som de lyster. Fast besluttet på endelig at overvinde sin forbandelse begiver Ella sig ud på en forunderlig og eventyrlig rejse til middelalderrigets hovedstad Lamia, hvor hun håber på at kunne overtale feen Lucinda til at tage "gaven" tilbage. Undervejs støder hun på en skrupskør nisse og ramler et par gange bogstavelig talt ind i den populære Prins Char, der er kendt fra alle sladderbladene og som har sig helt eget fanklub. Og det er jo ikke let at finde svaret på sit hjertes inderste ønsker og drømme, når man konstant skal gøre, hvad der bliver sagt...

Magiske Ella - med originaltitlen Ella Enchanted - er bygget over en populær børnebog af Gail Carson Levine. Filmen bruger dog kun bogen som skelet, da man har valgt et langt mere løssluppent og useriøst univers, end der findes i romanforlægget. Ella bor i et farvestrålende land, hvor solen altid skinner, og hvor husene ligner noget, der er bygget til at stå i Disneyland. Sådan en slags Hobbittrup udført i Lego. Også indbyggerne er som taget ud af eventyrromanernes overskudslager, da det magiske middelalderland udover "almindelige" mennesker er befolket af spidsørede nisser, fredelige kæmper, menneskeædende (blå!) trolde, flyvende feer og så en wannabe-konge i skikkelse af den gennemført onde Sir Edgar, der konstant smeder grimme konspirationer i samarbejde med CGI-slangen Heston, der er som snydt ud af næsen på disneyfiguren Sir Hiss.

Ren sjov og ballade
Det er vigtigt, at man har den rette indgangsvinkel, når Magiske Ella ruller over skærmen. Der er ikke ret meget, der bliver taget seriøst, og der er ikke ret langt til historien i Shrek eller den skrupskøre tone fra The Prinsess Bride. Helt så gennemført som de to bliver Magiske Ella dog aldrig - dertil mangler den for meget, og der er for mange løse ender. Der lægges ellers godt fra land, og et Monty Python'sk blink i øjet bliver det også til, da historien introduceres af Eric Idle som en slags rimende fortæller, men han forsvinder ud i mørket igen uden egentlig grund, og samme skæbne overgår også andre personer. Minnie Driver har ingen relevans for historien som familiens hus-fe, og Parminder Nagra er groft spildt i en rolle som Ellas bedste veninde. Værst er dog skurken Sir Edgar, der spilles af en hysterisk overgearet Cary Elwes iført grimt skæg og altid i selskab med en computergenereret hof-snog.


Så er pigen med dådyrøjnene, Anne Hathaway, langt bedre i den bærende rolle som Ella. Hun er frisk, køn og fuld af gå-på-mod - en rigtig kæk heltinde, de fleste teenage-piger sikkert vil holde af. Også Hugh Dancy som Prins Char(ming?) er ganske god. De to har absolut ingen skærmkemi sammen, men hvad gør det, når man kan synge en sang... Og netop sangene, der kommer i en lind strøm gennem hele filmen, og som er coverversioner af moderne pophits som Walking on Sunshine, Somebody to Love, Don't Go Breaking My Heart og mange andre, virker som et lidt for pjattet valg. Jeg troede ellers, at A Knights Tale havde bevist, at moderne musik kun delvist virker i middelalderfilm.

Bundlinien
Magiske Ella er et fortryllende eventyr, der i sig selv ikke indeholder et eneste gram nytænkning, men som stjæler med arme og ben fra et hav af andre film i genren. Den ender derfor på forunderlig vis med at blive helt sin egen, og jeg hyggede mig egentlig ganske fint i selskab med smukke Ellas rejse gennem det fortryllede land. Der er humor, magi og masser af stemning, men desværre er effekterne af en meget blandet kvalitet. Der er alt lige fra ganske glimrende CGI-baggrunde til håbløs elendig blue screen, og i en tid hvor hobitter, troldmænd, orker og enter står i kø på lærredet, så virker enkelte af specialeffekterne i Magiske Ella næsten amatøragtige.