How to Deal (DVD)

Af Lars Haslev, d. 8. marts 2004 kl. 23:35

Hvilken skuffelse at Mandy Moore spilder sit ellers lysende talent for skuespil på dette ligegyldige melodrama som How to Deal i store træk er. Atter har hun valgt et manuskript som er baseret på et typisk teenagedrama, men før har den søde pop-prinsesse jo bevist at hun har godt styr på troværdigt skuespil i denne genre. Hun havde hovedrollen i den glimrende A Walk to Remember for et par år siden, og hun spillede også en mindre rolle i den video-udgivne All I Want, men ingen af dem nåede ud til så mange seere. Nu er hun igen klar til en romantisk teenagefilm - denne gang med en historie som desværre ikke fænger særlig godt. Filmzonen har kigget på den nye DVD udgivelse.

Opbygningsproblemer
Filmen har hentet historien fra to romaner af Sarah Dessen; Someone Like You og That Summer. Problemet med at bruge to historier på én gang i samme plot er imidlertid, at der tages hul på alt for mange små episoder i samme fortælling. Derfor føles How to Deal som en stor bunke begivenheder med meget lidt forbindelse til hinanden. Derudover er der stor forvirring i den egentlige hensigt med filmen. I flere tilfælde vil filmen være et melodrama med fokus på alvorlige emner såsom graviditet, skilsmisse og kærlighed, men samtidig vil filmen også være sjov og gøre grin med samme.

Historien handler om den 17-årige Halley Martin (Mandy Moore) som ikke lige ved første øjekast ser ud til at kunne blive forelsket nogensinde. Halleys nærmeste døjer med alvorlige kriser, når det gælder kærligheden. Hendes mor Lydia (Allison Janney) er bitter oven på sin nylige skilsmisse. Hendes søster Ashley (Mary Catherine Garrison) skal giftes med en fyr, som hun konstant skændes med. Hendes bedste veninde Scarlett (Alexandra Holden) kan ikke holde nallerne fra hendes første rigtige kæreste. Det der går Halley allermest på er, at hendes far Len (Peter Gallagher), som er DJ på en lokal radiostation, reagerer på sin midtvejskrise ved at have noget kørende med stationens unge kvindelige trafikreporter.

Så hvordan skal Halley forholde sig? Hun tror ikke selv på, at hun vil finde sin drømmeprins ligesom i romanbladene, men Macon Forrester (Trent Ford) bliver ham, der rokker ved hendes overbevisning om, at forelskelse kun er med til at ødelægge et godt venskab.

Lidt halvforkølet kærlighed
Romantikken i filmen virker alt for overdimensioneret. Det har ikke noget at gøre med de problemer som slynges i hovedet på karaktererne, men derimod manuskriptforfatternes måde at behandle dem på. Halleys liv er ikke så slemt som det ser ud til, og hun prædiker og brokker sig over hvor farligt kærlighed er. I hendes alder burde Halley slet ikke vide så meget om rigtig kærlighed, så det er besynderligt at lade hende være så stor en modstander af den. Desuden er den påståede kærlighedsaffære som Halley og Macon har lidt malplaceret, da der næsten ingen kemi er imellem de to. Mandy Moore spiller som sædvanlig selvstændigt og sødt, men det er bare ikke nok til at redde denne middelmådige præstation.

Bundlinien
Hvor den søde pige ikke i denne omgang har lagt kræfterne i den rigtige fortælling, så er der til gengæld gode takter i birollerne. Alexandra Holden spiller godt, men får overhovedet ikke det rigtige materiale at arbejde med, mens Allison Janney vel nok er den eneste karakter som er ramt helt rigtigt. Derfor sidder vi i sidste ende med en skuffende, om end ikke helt ringe film om ungdommens problemer med kærligheden. Der er dog ting som gør How to Deal utroværdig og derfor er den ikke seværdig for andet end morskaben.


Filmzonens karakter:
Ikke anmeldt

Brugernes karakter:
Venter på stemmer

Stem:

Reklame

Credits

Instruktør:
Clare Kilner
Forfatter:
Sarah Dessen
Producer:
Erica Huggins
William Teitler
Skuespillere:
Mandy Moore
Allison Janney
Trent Ford
Alexandra Holden
Dylan Baker

Copyright © 2002-2006 Spice51 ApS. All rights reserved.