House of Flying Daggers (DVD)

House of Flying Daggers er det seneste udspil fra den kinesiske instruktør Zhang Yimou, der tidligere har stået bag storslåede film såsom Hero, og hvor Hero var en næsten uopnåelig lækker og stilfuld præstation, formår House of Flying Daggers på en fænomenal måde at toppe dette på den visuelle side. Filmzonen har kigget nærmere på den noget skrabede DVD udgivelse herhjemme. Hvor er ekstramaterialet blevet af?

Robin Hood i det gamle Kina
Året er 859 og Kinas Tang Dynasti er i forfald. Uroligheder spreder sig over hele landet, og den korrupte regering kæmper mod oprørske hære, der former sig i protest. Den største af disse hære er De Flyvende Knive (som stjæler fra de rige og giver til de fattige), som vokser sig stærkere end nogensinde under en mystisk ny leder. To lokale hærførere beordres til at fange den nye leder, og de udtænker derfor en snedig plan. Den ene, Jin (Takeshi Kaneshiro), skal udgive sig for at være en ensom kriger ved navn Wind, som redder den smukke, blinde oprører Mei (Ziyi Zhang) fra fængslet for på den måde at vinde hendes tillid og eskortere hende til De Flyvende Knives hemmelige hovedkvarter. Den anden, Leo (Andy Lau) holder vagt på afstand og sørger for at det hele forløber efter hensigten. Planen virker, men på den lange rejse forelsker Jin og Mei sig i hinanden. Farerne lurer i den omkringliggende skov, og vinden står stille, som om den fornemmer spændingen i luften. Hvad ligger forude for det ulykkelige, elskende par? Og hvis det er ægte kærlighed, hvorfor former der sig så intriger i deres hoveder og hemmeligheder i deres hjerter?

En film af de sjældne
De tre hovedpersoner mødes for første gang på et bordel hvor Mei må kaste sine lange silkeærmer imod en cirkel af opstillede trommer i rummet. Det hele starter langsomt og roligt, men efterhånden som trommerne runger, intensiteten stiger og tempoet øges, udvikler scenen sig til en overdådig dansekarrusel af utrolig skønhed. I en typisk anden film ville dette være det helt store klimaks – i House of Flying Daggers er det blot den første af mange smukke og storslåede øjeblikke. Plottet er ikke revolutionerende – selvom der en twist eller to – og det får i enkelte perioder filmen til at føles længere end sine cirka to timer. Præstationerne er dog bemærkelsesværdigt stærke, især Ziyi Zhang, som atter skjuler en fantastisk kriger bag et næsten umuligt delikat og feminint ydre.

Men om ikke andet er det Zhang Yimous sans for den perfekte blanding af kampsekvenser og betagende omgivelser, som gjorde Hero så fremragende en filmoplevelse. Også i House of Flying Daggers får man dette håndhævet og fasthamret med syvtommersøm. Jin og Mei kommer ud for en masse på deres vej gennem skoven, marker og en bambusskov. Især her er det flot at det ikke bare ender i ren opvisning i kampsport, men at kreativiteten også har haft indflydelse; det er åndeløst spændende, intet mindre. Igen er det et visuelt mesterværk, som, takket være en forbavsende god timing og ligesom Hero en farvepalette på sit højeste niveau. Benyttelsen af computereffekter er fortræffelig og mere fejlfrit, opfindsomt og glidende udnyttet end i de fleste nyere amerikanske Hollywood-film. Klimakset i filmen er en forbløffende imaginær sværdkamp, hvor årstiderne skifter fra efterår til vinter, som derudover – ligesom de andre kampscener i filmen – er mesterligt koreograferet.


Bundlinien
Historien er ikke altid holdbar nok til at kunne holde filmen kørende – her udnytter Zhang Yimou, som kun en ekspert kunne gøre kunststykket efter, fint metoden at indsætte medrivende og umådeligt flotte actionscener i stedet. Skuespilpræstationerne er i top, intensiteten i højeste gear og kærlighedsniveauet på det tålelige. Det er en god sammenligning til instruktørens tidligere værk, Hero, som dog også er meget anderledes set i lyset af Heros åbenlyse fokus på heltemod og House of Flying Daggers’ overgang til kærlighedsdramaet og dens sårbarheder. Hvad bliver det næste fra mesterens hånd? En komedie?