Hotel Heaven – eller originalt The Tesseract – er baseret på en bog af Alex Garland. Af tidligere filmatiseringer af Garlands skriverier står The Beach med Leonardo DiCaprio som en fiasko i historiebøgerne. Hotel Heaven er instrueret af Oxide Pang Chun som tidligere blandt andet har stået bag den kinesiske gyserfilm The Eye. Forvent dog ikke dæmoner i denne film – dette er snarere en sær thriller, der låner idéer, både effektive og knap så passende, fra en lang række andre film.
”En tesserakt er en opløst hyperterning.”
”Når en firkant bliver til en linje, bliver to dimensioner til en.”
”Når en firkant bliver til et kryds bliver tre dimensioner til to.”
”Når hyperterningen bliver til en tesserakt, bliver fire dimensioner til tre.”
Selve grundidéen med filmen skal findes i den indledende betegnelse af en tesserakt i begyndelsen af filmen. Tesserakt er betegnelsen for den 4-dimensionale terning, den mest enkle geometriske figur på astralplanet. En tesserakt kan også forklares med at en uendelig mængde plads er proppet ind i en indskrænket mængde plads. Det indeni er større end det ser ud udenpå. Uforståeligt er det derfor at originaltitlen er udskiftet med Hotel Heaven, men ikke desto mindre fungerer originaltitlen som en metafor for hovedpersonernes liv. Lige så svært det er for et 4-dimensionelt objekt at projektere til det 3-dimentionelle, er det for karaktererne at håndtere deres liv, deres skæbner og fastlægge grunden til at det gik så galt for dem. Ja, det hele lyder så klogt og så betænksomt, at det gør helt ondt. Men under overfladen lurer desværre en skuffelse.
Én pakke, tre fremmede, én piccolo
Filmen foregår på et lurvet hotel i Thailands hovedstad Bangkok. Her opholder tre personer sig og så deres fælles piccolo Wit (Alexander Rendel). Den ene er en engelsk gut kaldet Sean (John Rhys-Meyers), en kvinde der optager dokumentarfilm ved navn Rosa (Saskia Reeves) og en attraktiv kvindelig lejemorder uden navn. Deres eneste forbindelse med hinanden er den lille piccolo og dennes tyvagtige metoder. Meget mere end det finder man ikke i filmen. Seam venter på sit hotelværelse næsten hele filmen på at aflevere en pakke til en lokal narkohandler fra gangsteren Sia Tao. Rosa er i Thailand for at lave en film om hjemløse børn og deres drømme. Lejemorderen bliver såret, da en af hendes missioner går galt og kommer tilbage til hotellet for at vente på at komme derfra med livet i behold. Wit har en forbindelse med disse mennesker, men hvilken forbindelse afsløres ikke her.
En halvkedelig affære
Men selvom historien kunne lægge op til en dyster og uhyggeligt spændende thriller, er der ikke meget at hente. Af og til bringes spændingen op på et acceptabelt niveau – men det skal forklares med Oxide Pang Chuns måde rent teknisk at gøre scenerne intense på – og altså ikke det noget tynde plot, der ikke rigtig giver mening. Meget af plottet fokuseres på den pakke Sean har med sig og hvilken betydning de forskellige personer i sidste ende får. Fortællermåden er forvirrende og oftest sidder man undrende tilbage i sofaen og undrer sig over den ufattelige historie. Det begynder samtidig at blive frustrerende at overvære en scene, som man tror, ganske uskyldigt, kommer lige efter den forrige scene, men at det faktisk viser sig at være et flashback. Teknikken er sandsynligvis nyskabende i Oxide Pang Chuns vision, men bestemt ikke i denne anmelders. Hvis man ser på historien som helhed er det jo mystisk at gøre tingene så avancerede.
Og når tiden skal holdes hen benytter instruktøren en uimponerende blanding af Matrix-effekter og trampende banditter som i Kill Bill til hårdt pumpende rock. Slow-motion, deciderede hop mellem sekvenserne og en åbningsscene, der allerede er set før i The Matrix – sådan føles det i hvert fald.
Bundlinien
Men er der noget som fungerer i filmen er den trykkede stemning. Den stemning som kendetegnede The Eye er tilbage i fornyet styrke i Hotel Heaven. I hver scene florerer en dyster atmosfære og hele settet omkring det ramponerede hotel er glimrende som samlingssted for de mærkelige fremmede. Men problemet er bare at alt andet er noget rod. Noget rod som end ikke Matrix-effekter kan rette op på.
|
Filmzonens karakter: