Hostel (DVD)

De sagde tag til Slovakiet for det er så smukt der. Damerne i Slovakiet er med på den værste, og det bliver ikke bedre end der. Ja, men når folk omkring en forsvinder, gaderne gøres usikre af en bande små drenge og politiet er bundkorrupte, er det så som så med hyggen østpå.

Klip en hæl – skær en tå
Paxton (Jay Hernandez) og Josh (Derek Richardson) støder på vel nok jordens mest liderlige islænding, Oli (Eythor Gudjonsson) i Paris og fortsætter til Amsterdam – hvor rygtet om stoffer og villige damer lokker. Det er skam ikke de to nævnte ting, der er mangel på, men da en fremmed mand viser dem et par billeder af hans tur til et vandrehjem i Slovakiet, er der ingen tøven. Her er der kvinder overalt og nærmest ingen mænd da de eftersignende skulle være døde i krig. Så der er jo lagt op til en rigtig herretur, hvor al tankevirksomhed foregår under bæltestedet. De finder hurtigt sammen med et par russiske tøser som viser dem hvad der er af muligheder for at feste igennem, både i natklubben og i sengen. Men Oli forsvinder ud i den blå luft – og kort efter falder der endnu en fra den lille gruppe. Men tilsyneladende ved ingen noget som helst.

Indtil videre har vi en historie som ikke skiller sig ud fra så meget andet i genren. De første lille time omhandler primært druk og hor, men når handlingen drejer, begynder der virkelig at ske noget. Eli Roth, som er manden bag Hostel, er nok mest kendt for den blodige Cabin Fever, og han holder stilen. Når de ubehagelige sekvenser kommer, bliver det serveret råt og lige på. Men set ud over hele filmen, er gore-sekvenserne kun sporadiske og alt i alt ret tilforladelige. Forskellen på denne og de fleste andre i gyser- og splattergenren er at den er historiebaseret – og der gøres et stort nummer ud af at fortælle at historien bygger på virkelige hændelser. Om man skal tage det for gode vare, er op til den enkelte. Men hvad enten det er et gimmick, eller om der er hold i det, så virkede det faktisk på undertegnede.

The Chewing Gum Gang
Skuespillerne gør det egentlig hæderligt når man tænker på at vi har fat i en lidt letbenet ungdomsgyser. Men efter to gennemsyn af filmen kan jeg stadig ikke finde ud af om islændingen Oli gør det godt som en hyperaktiv liderkarl – eller om han er bundirriterende. De fleste andre med små roller er lokale folk fra de steder der blev filmet. Men underligt nok virker det troværdigt nok. Især den store gruppe smådrenge (kaldet tyggegummi-banden) skulle eftersignende være ægte gadedrenge. Det er en meget sjov fremgangsmåde, Eli Roth har benyttet her, men det er skam godkendt.


Der er en del gode stemningsscener hele vejen igennem filmen. I Amsterdam er det meget moderne, med neon og glas og metal overalt. I Slovakiet er det derimod faldefærdigt og beskidt, og det hele er holdt i jordfarvede nuancer. Det fungerer ganske fint. Billedet er lidt uroligt, med en smule snavs – men man må næsten gå ud fra at det er et valg fra filmholdets side. Det matcher nemlig omgivelserne godt. Især bør stemningen i fabrikken, hvor torturscenerne foregår, trækkes frem som det absolut mest vellykkede i filmen. Selv for en yderst begrænset gyserfan som mig må jeg erkende at det håndværksmæssigt er godkendt.

Bundlinien
Det som nok irriterer mig mest ved denne film, er at den er alt for lang tid om at komme i gang. I stedet burde der være brugt mere tid på at forstå hvorfor de mennesker, som står bag al denne tortur, gør som de gør. Derudover er slutningen lige en smule for skidt – når der er lagt op til konspirationsteorier, som filmen gør, skal der lidt mere kød på slutningen. Men måske vi får en efterfølger engang som giver os disse svar.


At sætte Quentin Tarantinos navn på denne film er et salgstrick som vil fremad. Han har ikke haft noget med tilblivelsen af Hostel at gøre – han har bare været inde over som økonomisk indsparker til Eli Roth. Men det skal nok sælge nogle flere kopier – personligt synes jeg blot det er optrækkeri.