Da jeg sad med Hjerternes Tid i hånden, kunne jeg ikke undgå at stille spørgsmålstegn ved Scanbox' timing. Det virker ikke decideret velvalgt at udgive en julefilm på et tidspunkt, hvor foråret for alvor er ved at slå igennem. Efter at have stiftet bekendtskab med Noel, som er filmens originale titel, så var det dog ikke så meget juletemaet, der gjorde, at det ender med at være en noget blandet fornøjelse...
Julen og ensomheden
Det er juleaftensdag, og den fraskilte Rose (Susan Sarandon) er på vej hen på hospitalet for at se til sin Alzheimer-ramte mor. Et andet sted i byen er der seriøse kurrer på tråden i parforholdet mellem den sensuelle og fristende Nina (Penélope Cruz) og hendes forlovede, den flotte maskuline betjent Mike (Paul Walker). De skal snart giftes, men Mike er vanvittig jaloux og har tendens til at spille med musklerne, hvis andre mænd kigger på Nina, hvilket sker ret tit. Artie Venzuela (Alan Arkin) er en ensom ældre tjener, der har bildt sig selv ind, at Mike er reinkarnationen af hans afdøde hustru, og derfor forfølger Mike rundt i byen, hvilket han har meget svært ved at håndtere. Til sidst har vi Jules (Marcus Thomas), der oplevede sin eneste lykkelige jul som 14-årig, hvor han tilbragte juleaften på skadestuen, efter at hans voldelige stedfar havde brækket hans næse. Jules vil gøre alt for at genopleve den dag - ja, han går endda så langt til at gøre skade på sig selv, så han kan blive indlagt.
Der er dermed lagt op til et juledrama fyldt med ensomme personer, der tvinges til at tage deres liv op til revision denne juleaften. Den slags ensemble-film er set før, hvor det i højere grad er gruppen frem for enkeltpersoner, der har hovedrollen. Deres skæbner flettes mere eller mindre virtuost ind i hinanden, og det får direkte indflydelse på de valg, de alle tvinges til at tage julemorgen. Vil Rose tænke lidt mere på sig selv, og tage aktivt hånd om sin egen lykke? Vil Mike indse det destruktive i sin egen jalousi? Kan Artie se det skøre i at forfølge en vildt fremmed mand rundt i byen som en forelsket teenager? Får Jules en god juleaften, eller må også han indse, at han ikke kan skyde skylden for sin taber-tilværelse over på andre end sig selv? Det kræver ikke den helt store fantasi at svare på alle de spørgsmål - Hjerternes Tid er jo trods alt en julefilm...
Kiksede karakterer
Netop i en ensemble-film, hvor man ikke kan lægge sig op af en eller to gennemgående hovedpersoner, er det utrolig vigtigt, at man skaber karakterer, der kan fastholde publikums interesse og/eller sympati. Og det er netop her, at Hjerternes Tid falder pladask på halen. Hvis vi lige piller den søde Nina ud, så er resten af gruppen af hovedpersoner ikke ligefrem nogen, man har den store lyst til at invitere indenfor til julemiddag. Mike er tydeligvis ikke for kvik og med hans tendens til umotiveret at slå på folk, så er man egentlig lidt ligeglad, om han får Nina tilbage. Rose har nogenlunde samme personlighed som en dørmåtte, og man undrer sig over, hvordan i alverden hun har fået et job, hvor hun har ledelsesansvar. Hun gør jo alt, hun får besked på. Artie har tydeligvis mindst en skrue løs, og Jules er så langt ude, at han betaler en fyr for at brække hans egen arm. Hvis man gerne vil lave en feel-good film - hvad slutningen i hvert fald tyder på - var det så ikke muligt at give os nogle personer, man rent faktisk har lyst til at se overleve juledagene?
Heller ikke den historiemæssige sammenfletning af de 5 skæbner er særlig vellykket. Jovist er der en næsten overnaturlig sammenhæng mellem Artie og Mike, men man tror ikke rigtig på det, og Mikes pludselige klarsyn virker ikke helhjertet, men det kan også skyldes Paul Walkers mangler som skuespiller. Rose og Nina møder hinanden og tilbringer lidt tid sammen på en bar, men man ser dem ikke sige farvel, og man undres over, hvad de egentlig skulle mødes for. Oven i det hele, så har Jules-delen af historien rent faktisk ingen sammenhæng til de 4 andre. Det manuskript virker simpelthen ikke ordentligt gennemarbejdet, og det er synd, når man med især Susan Sarandon, Penélope Cruz og Alan Arkin har så gode skuespillere med i projektet. Bedst er dog næsten Robin Williams i en lille ukrediteret birolle som præst, der har mistet sin tro, og som får indflydelse på Rose's skæbne.
Bundlinien
Hjerternes Tid vil gerne være et varmt knus af en film, men med et noget mislykket persongalleri så lykkes det aldrig. Jeg havde hellere set Chazz Palminteri, der med Hjerternes Tid giver sin spillefilmsdebut i instruktørstolen, koncentrere sig om forholdet mellem Nina og Mike, og så eventuelt krydre det med Rose's skæbne. Jules og den alt for spooky Artie er blot med til at fjerne interessen fra de mere spændende karakterer. Hjerternes Tid ender dermed som en ujævn oplevelse, der aldrig helt rammer plet.
Filmzonens karakter: