|
"Don't let yourself get attached to anything you are not willing to walk out on in 30 seconds flat if you feel the heat around the corner". Normalt plejer jeg ikke at indlede en anmeldelse med et citat fra filmen, men i dette tilfælde vil jeg gøre en undtagelse, for citatet, sagt af mestertyven Neil McCauley, rammer i den grad hovedet på sømmet om en film, der er noget af det bedste, Hollywood sendte ud i halvfemserne. Michael Manns fremragende Heat fra 1995 med Al Pacino, Robert De Niro og mange flere er nemlig udkommet i en længe ventet Special Edition, og den kigger vi nærmere på i denne anmeldelse. ![]() Da Heat kom frem for 10 år siden, var det en stor ting at se De Niro og Pacino i den samme film. De havde ganske vist begge været med i The Godfather II, men de var aldrig på skærmen samtidig, og da én af dem normalt er nok til at "sælge" en film, så er det at se dem begge i samme film meget usædvanligt. Selv om Neil og Vincent heller ikke tilbringer ret meget tid sammen i Heat, så er deres samspil eminent. Deres næsten sygelige respekt for hinanden fremstår ægte og mærkværdig på samme tid. Deres karakterer formår begge at sætte sig ud over egen situation og se det fra modstanderes synspunkt, hvilket næsten skaber en form for æresbegreber mellem tyven og politimanden. Deres besættelse kommer til at gå hårdt ud over deres privatliv, og det er lige før de i højere grad lever i modstanderes hoved, end de holder styr på deres eget liv. Som publikum må man bukke sig i dyb respekt for de to "gamle" mestre. Fantastisk skuespil! Men også de mange bundsolide navne, der omgiver Pacino og De Niro leverer varen. Val Kilmer ligger konstant lige på grænsen mellem at være Neils fornuftige løjtnant og så at knække helt sammen mentalt. Konstant er glasset ved at løbe over, hvilket det i høj grad også er tæt på for filmens kvinder. De har alle sekundære roller, men de er vigtige for historien, da de giver mændene et spejl af fornuft og normalitet at se sig selv i, og de giver publikum den modvægt til al den pumpende testosteron, der er i resten af filmen. Men nu er Amy Brenneman, Diane Venora og Ashley Judd trods alt heller ikke hvem som helst... ![]() Heat er en stor præstation af Mann, der foruden at sidde i instruktørstolen også har skrevet manuskriptet og fungeret som producer. Hans visuelle stil er helt hans egen, og det er en fornøjelse at sidde og se, hvordan han leger med billederne og eksempelvis placerer en scenes hovedperson helt ude i siden af billedet for at få omgivelserne og miljøet skildret på samme tid som handligen uden at foretage unødvendigt mange klip. Det er en fremragende og tankevækkende flot stil, der også går igen i andre af hans film som The Insider og Collateral, og som har skabt skole for en del unge instruktører - eksempelvis er Nikolaj Arcels fremragende Kongekabale billed- og fortællemæssigt tydeligvis stærkt inspireret af Michael Mann. Mesterværk på tværs af genrer Nu kunne det godt lyde som om Heat er både et kriminal- og et personligt drama, men den er meget mere end det, for også som kup- og actionfilm fungerer den mere end glimrende. Bandens kup er præcise og spændende, og selv om actionscenerne er få, så er de smukt tilpasset handlingen, og man sidder aldrig og har følelsen, at en scene er med blot for blær - der er milevidt langt til en film af Michael Bay, og det takker vi for. For selv om Heat varer næsten 2 timer og 3 kvarter, så er den ikke et minut for lang. Det er en nydelse fra første til sidst minut. ![]() Bundlinien Heat er en af de største filmiske perler fra halvfemserne. Det er en film, der gennem sit fokus på de to komplekse hovedpersoner næsten fortæller to historier, og ganske imponerende formår at skabe en form for sympati hos seeren for både en stenhård forbryder og en kompromisløs strisser. De er ikke karikaturer men mennesker med fejl og personlige problemer, der kommer til udtryk i den måde, de begge begraver sig i deres arbejde på. Heat er en film, der er både kompleks, fantastisk underholdende og ualmindelig velspillet. Det er en af de film, man bare ikke kan komme udenom. |
Filmzonens karakter:Ikke anmeldt Brugernes karakter: Venter på stemmer Stem: ReklameCredits
Billeder |




Filmzonens karakter: