Det fungerede fint i Den Engelske Patient, det gik nogenlunde i Kaptajn Corellis Mandolin, mens det var en dødssejler i Pearl Harbor. Emnet er blandingen af kærlighed og 2. Verdenskrig, og nu kommer der så endnu en film, der forsøger sig med at mixe krigsdrama med trekantsdrama. Spørgsmålet er naturligvis, om Head in the Clouds ender med at være en vellykket genrehybrid eller det stik modsatte. Svaret er ikke entydigt enten/eller, men mere både/og.
Kærlighed og besættelse i en krigstid
Historien starter i 1933, hvor den unge irske studerende Guy (Stuart Townsend) får uventet besøg på sit kollegieværelse af den frisindede Gilda (Charlize Theron), der har "besøgt" sin kæreste og nu har brug for et sted at gemme sig natten over. Guy bliver dybt fascineret af den livsglade Gilda, men hun er ikke sådan at holde på, og kort tid efter rejser hun til Paris. Et par år efter modtager han et brev: "kom og besøg mig i Paris", skriver hun. Guy rejser omgående til byernes by, hvor Gilda nu er en succesfuld fotograf, der bor i en stor lejlighed sammen med sin spanske bofælle Mia (Penélope Cruz). Gilda er ikke sådan at sige nej til, så Guy flytter ind, og et stormende forhold begynder. Men i Spanien raser borgerkrigen mellem demokrater og fascister, og både Mia og Guy føler sig forpligtet til at kæmpe på demokratiets side, hvorimod Gilda slet ikke interesserer sig for politik. Hun vil bare leve livet.
Og lige præcis her knækker filmen! Hele den første time har vi oplevet den generte Guy blive forvandlet fra forstokket Oxford-lærerstuderende til Gildas boheme-superelsker, hvilket har været både spændende og en ganske god historie, der her fra har masser af udviklingsmuligheder. Den smukke Mia er et spørgsmålstegn i historien, og der kunne sagtens være blevet brugt mere tid på at udforske, hvordan hun passer ind i trekantsdramaet. Er hun forelsket i Gilda eller i Guy? Eller måske i dem begge? Og hvordan kan et sådant forhold accepteres i 30'ernes Paris? Men alt dette bruger Head in the Clouds stort set ingen tid på. I stedet kastes handlingen ud i en masse firkantet moral og løftede pegefingre, da Mia og Guy meget mod Gildas vilje melder sig frivilligt til at kæmpe i Spanien, og herfra går filmen ind i en historiemæssig dødsspiral, den aldrig kommer op af. Guy og Gilda mødes først igen flere år senere, da han på grund af sit kendskab til fransk er plantet som britisk agent i det tyskbesatte Frankrig, hvor hun til gengæld forsøger at få det bedste ud af situationen ved at være sammen med en tysk efterretningsagent. De er nu fjender, men vil de huske, at de engang elskede hinanden?
Middelmådigt skuespil og slatten moral
Det er efterhånden set en del gange, at et af Hollywoods hotte kærestepar indspiller film sammen, men hvor det gik helt galt for Ben Affleck og Jennifer Lopez og glimrende for Brad Pitt og Angelina Jolie, så ender det som en blandet fornøjelse at opleve Stuart Townsend og Charlize Theron spille sammen. Problemet er dog nok mere et middelmådigt manuskript end kiksere fra de to hovedrolleindehavere, da man simpelthen ikke kan lade være med at ryste på hovedet af nogle af de handlinger og valg, de foretager i filmen. Ikke mindst er det dybt utroværdigt, at netop den kedelige og grå Guy skulle kunne tilfredsstille den livlige Gildas behov for oplevelser og erobringer. Guy er en træmand og nogenlunde lige så spændende og interessant som TV-programmet en tilfældig fredag aften på DR1 og TV2 - tilsammen! Oven i det kommer hans ubøjelige moralbegreber, der slet ikke passer sammen med Gildas mere udflydende og tilpasningsvenlige livsstil.
Hvor samspillet mellem Townsend og Theron ikke helt klikker på det dialogmæssige plan, så må man til gengæld sige, at det i den grad virker i de mere erotisk anlagte scener. Øverst på DVD-coveret påstås det, at Head in the Clouds er et "krigsepos fyldt med sex", og selv om de to-tre kærlighedsscener mellem Townsend og Theron er dampende hede, så er det måske lige at tage munden for fuld. Krigsepos er også lige lovlig overdrevet, da kun halvdelen af filmen foregår i krigstid. Da den første halvdel desuden er den seværdige del, så må det med sex-krigseposet vist siges at være en billig salgssætning.
Bundlinien
Head in the Clouds formåede at holde min interesse fanget i den første times tid, hvor en dejlig (og i en enkelt scene ualmindeligt nøgen)Charlize Theron i højeste gear helt alene holder filmen oven vande. Men herefter går det galt, og fokus flyttes mere over mod Guy, der ikke er i nærheden af at være nær så interessant en karakter. Hele krigsdelen er elendigt og åbenlyst billigt produceret, hvilket især kan ses på de elendige papkulisser og matte baggrundsmalerier, som øjensynligt skal udgøre det for Paris. Jeg har set bedre scenografi i amerikanske komedieserier! Head in the Clouds ender som en filmudgave af en billig ugebladsroman, og det er synd, for der er potentiale til mere - og bedre!
Filmzonens karakter: