Thomas Hartmann har aldrig lagt skjul på at han elsker stand-up. Han elsker den totale frihed til at sende det ene overhåndskast af makuleret mavesyre efter det andet mod sine bedste og værste oplevelser fra det sociale liv, barndommen og jeg skal komme efter dig. Denne gang er der dog kommet andre, om end ikke nye, boller på suppen. Barndommen, parforhold og andre oplevelser fra komikerens besynderlige liv er der skam stadig, men noget har forandret sig i forhold til tidligere shows som Hartmann X, Komikbokser og ikke mindst Farvelagte Frustrationer, som han udtænkte sammen med sin komikerkollega Jacob Tingleff.
Klassisk stand-up
Hartmann præsenterer i sit nyeste show, Hartmann 3, helt nye sider af sig selv. Væk er de halvstramme cowboybukser og den løstsiddende trøje. Den nye Hartmann med langt hår, afslappet attitude og jakkesæt er mere selvkritisk og personlig, og det fungerer ganske godt – i hvert fald det meste af tiden. Her står vi med klassisk stand-up af den gamle skuffe, og hverken teater eller film har sneget sig ind under den sølvglinsende glaskugle i loftet, som oplyser scenens skammel og Hartmanns rolige figur. Hartmann er hverken sur, frustreret eller hadsk. Han er undrende. Bag på udgivelsens cover kaldes han en ord-ekvilibrist, og det betegner ham egentlig meget godt. I showet undrer han sig over livet og dets mærkelige indslag.
Han fortæller om sin barndomskanin, der forvandles til forældrenes – og naboens - aftensmad på grund af pladsmangel i haven, og hylende morsomt er det når han leger med sætningerne og fremtvinger deres bogstavelige mening. Det gør han to gange under showet, og her vil intet øje være tørt. Kan klienterne på en S/M-klinik kaldes for bankkunder? Hvis kannibalisme er ulovligt, hvorfor kan jeg så gå ned og købe en dåse babymos? Hvis en kineser får madforgiftning, skal han så på rigshospitalet? --- og det fortsætter i kæk stil i en lang perlerække af finurligheder.
Der mangler noget
Tilmed går Hartmann på et tidspunkt over stregen og bryder ud i skønsang i forbindelse med en joke om syngende telegrammer, og man kommer igen i tvivl om hvilken retning han er på vej hen. Ikke at snak om aliens, deja vu og Hartmann som far slet ikke er sjovt. Det er det da – om end bare ikke på den der latterkrampefremkaldende måde, som vi tidligere har været vant til. Sådan er det gennem stort set hele showet. Vi sidder tilbage og mangler noget. Og det er altså ikke fordi manden er talentløs. Det har han understreget for os igennem flere år, hvor han også har forfattet en lang række af de største indslag på tv. Her kan nævnes i flæng Jul på Vesterbro, Langt Fra Las Vegas og så videre.
Bundlinien
Problemet med dette show er ikke Hartmanns materiale. Det er skide godt. Problemet er at Hartmann aldrig har været den mest grinagtige komiker at se på, og det er ikke blevet bedre ved hans endnu mere afslappede fremtræden i Hartmann 3. Måske har vi vænnet os for meget til Andens kugleskøre stemmerepertoire, Mick Øgendahls charmerende bevægelser og Geos fysiske aktivitet. Hartmann leverer noget morsomt stand-up, men det er desværre på bekostning af komikerens tidligere så sprudlende vredesudbrud – og dermed også en vigtig del af charmen.
|
