Hvis du som jeg er vokset op i de glade VHS-dage, så er navnene Menahem Golan og Yoram Globus særdeles kendte. Tilsammen producerede de langt over 100 film i 80'erne alene, og lagt hovedparten var halvbillige actionfilm, der skamløst blev målrettet mod unge mænd og deres indre drengerøv. Historierne var ofte bygget over den samme højreorienterede skabelon: en super-sej helt bliver nødsaget til at nedkæmpe en utal af grimme fjender, så han kan få pigen/skatten/retfærdighed (eller alle tre). Missing in Action, En Mand Ser Rødt, Delta Force og Bloodsport er et par af de mere kendte titler, og i denne tid udkommer flere af dem på DVD. I denne anmeldelse ser vi nærmere på en helt femte en Golan/Globus-produktion: Firewalker.
Tre tosser på skattejagt
Gang på gang tager de to lykkeriddere Max (Chuck Norris) og Leo (Louis Gosset Jr.) på skattejagt rundt omkring i verden, men for det meste ender de blot med at få en lang næse. Leo er træt af at ende i livsfare gang på gang, mens Max ikke har til sinde sådan lige at give op, og da den smukke Patricia (Melody Anderson) dukker op med et gammelt skattekort, så er han fyr og flamme. Inden længe er det umage trekløver på rejse gennem Mellemamerika på jagt efter en indiansk guldskat, men jo nærmere de kommer skatten, jo farligere bliver det, for den hævngerrige El Coyote beskytter den sagnomspundne guldbunke med alt fra giftpile, onde håndlangere og sort magi.
Firewalker vil så gerne være en mere actionpræget udgave af Indiana Jones eller Romancing the Stone. Der er alt lige fra de småskøre skurke til forsøget på at lægge morsomheder ind i plottet, men det virker bare ikke! Firewalker er fra 1986, og set med dagens øjne, så er den flere steder ufrivilligt komisk. Karakterbeskrivelserne er ikke-eksisterende, og jeg sad utallige gange og ledte efter en fornuftig årsag til deres handlinger. Forklaringen er naturligvis, at der ikke er nogen god grund til noget af det, for hvis det hele skulle give mening, så varede filmen kun 10 minutter, for så var vores helte nemlig døde. I stedet for at slå dem ihjel, så efterlader skurken dem nemlig med mindst to forskellige måder at slippe fri på (hvoraf de vælger den mindst oplagte...). For at æde den slags råt, så skal man enten være under 15 år eller særdeles naiv...
Skuespil er der ikke meget af, og det, der leveres, står Louis Gosset Jr. for. Han vandt trods alt en Oscar for bedste birolle i An Officer and a Gentleman, så han kan jo godt, men placeret i selskab med træmanden Chuck Norris og blondine-dukken Melody Anderson er alle fortabte. Netop Ms. Anderson's rolle i filmen er ikke ret svær at gennemskue. Hun skal være køn, småhysterisk og så naturligvis konstant bringe sig selv i situationer, hvor superhelten Norris kan redde hende. Billigere virkemidler er svære at finde. Også produktionen oser langt væk af lavbudget. Det er rasende tydeligt, at alle huler er lavet af papmache, og det er direkte komisk, at over-skurken El Coyote's klap for øjet skifter fra højre til venstre øje (og tilbage igen) et par gange i løbet af filmen. Hørte jeg nogen sige ordet "amatøragtigt"?
Bundlinien
Men er der så slet ikke noget, der taler til fordel for Firewalker? Jo da, for jeg så den første gang som teenager, hvor jeg var mægtig godt underholdt. Der er derfor er vis mængde gensynsglæde ved at gense en af ungdommens actionbaskere. Dengang vidste jeg bare ikke bedre, og i dag er kvalitetskravene steget med samme faktor som alderen. Nostalgien ved at se Firewalker igen er en ting, men det kan ikke redde det overordnede billede af, at det her er en billig actionfilm fra årtiet, der gav os Rambo, Indiana Jones og Top Gun, og i sammenligning med dem falden Firewalker totalt igennem.
Filmzonens karakter: