Mainstream eller leflende for den laveste fællesnævner bliver den levende amerikanske independent-legende Jim Jarmusch næppe (selvom hans seneste film, Broken Flowers, mindede om en på mange måder konventionel fortælling). Bl.a. dét illustrerer instruktørens første seks spillefilm, som nu er blevet udsendt på DVD herhjemme i fint hvide matchende sleeve cases, og som alle er blevet anmeldt her på Filmzonen i den rækkefølge de havde biografpremiere – med denne titel som den sidste.
Disse nyudgivelser giver filmaficionados muligheden for at komme til bunds i en af de sidste tre årtiers mest interessante amerikanske instruktører, som mange sandsynligvis kender bedre af navn end gavn. Jim Jarmusch ligner med sit kridhvide strithår og koldblodige rockstar-attitude ikke mange af sine kolleger, og hans film er bestemt også noget for sig. Tør dialog, afdæmpede kropssprog og søgende skæbner på rejse i for dem fremmede verdener, pakket ind i nærmest musiske kompositioner, stationær kameraføring og smukke, simple (ofte sorthvide) billeder kendetegner undergrundsinstruktøren, som også bevidst viger uden om drama og plotudvikling. ”Livet har intet plot – hvorfor skal film så have det?”, lyder et af hans mest berømte, og ret kendetegnende citater.
Depp i ødemarken
Derfor skal man være i et særligt humør, og nok også være en smule forberedt i forvejen, før man for alvor kan tage en Jarmusch-film ind. De fordrer nemlig oprigtig indlevelse fra tilskueren, men som oftest er de til gengæld langt mere givende, stemningsmættede og mindeværdige end eksempelvis den ellers beslægtede Cassavettes' mere kedeligt envejskommunikerende værker. Dette er også gældende i Dead Man; Jarmusch's måske mest storslåede, ambitiøse og omstridte film til dato – dog uden at være en af de allerbedste.
I hovedrollen som William Blake (nej, ikke den kendte forfatter) ses ingen ringere end Johnny Depp, og rammen er en majestætisk revolutionerende anti-western, som på én gang er overdynget med instruktørens kendetegn og alligevel er noget helt særligt. Blake er en bogholder som i anden halvdel af 1800-tallet flytter vestpå for at slå sig ned i nybyggerflækken Machine. Den stilling han var blevet lovet er imidlertid givet væk, så Blake søger trøst på den lokale beværtning. Her frekventerer han en forhenværende prostitueret, men kort efter desværre også hendes elsker, og et drabeligt opgør de to imellem er uundgåeligt. Pludselig er den besindede bogholder blevet morder, og han flygter såret på krop og sjæl ud i ødemarken.
Tungsindig billedpoesi
Johnny Depp har aldrig været bange for at påtage sig sære små roller, selvom de senere år har budt på mere kommercielle film som Pirates of the Caribbean og Charlie og Chokoladefabrikken. Han finder sig tidligt tilpas i den besynderlige hovedrolle og hans dybe øjne er perfekte for Jarmusch til at projicere figurens snigende opslugning af mørket over på. Ydermere gæstes filmen af Billy Bob Thornton, Iggy Pop, Alfred Molina, Lance Henriksen, Gabriel Byrne og John Hurt, og hver og én bidrager med spidsfindig og særegen skæve portrætteringer.
Det helt store aktiv i Dead Man er dog ubetinget Robby Müllers overlegne opvisning i fantastisk billedkunst. Fotograferingen sætter en nærmest hypnotisk stemning for fortællingens moderne og dystre odysse, og så godt som hver eneste indstilling er indbegrebet af 'cool'.
Desværre er historien og dens overlevering også noget tung og ualmindeligt langtrukken. Jarmusch tager normalt sig god tid i de enkelte scener, ofte med stor succes, men i Dead Man virker det som om, selv ikke instruktøren har nogen som helst ide om, hvor filmen skal hen eller hvad den vil. Er det en pre-industriel kommentar til den særlige åndelighed blandt indianere og Vestamerikas natur, der ikke længere er til? Er det en psykedelisk dannelsesrejse bevidst uden mål og anden mening end det navlebeskuende og excessive? Det besvares ikke, og det er lidt ærgerligt at Jarmusch ikke er skarpere til at udnytte sin billedside og skuespillere fuldt ud, når stemningen på mange måder er så mystisk drømmende og interessant, som det er tilfældet.
Bundlinien
Mangler man noget popcorn-underholdning til fredagshyggen er Jim Jarmusch sjældent leveringsdygtig, men til gengæld kan han som få kreere vedvarende stemninger. Også i det særdeles ambitiøse syretrip Dead Man, som i årenes løb har delt vandene imellem sig. Mens nogle kalder den for instruktørens ypperligste mesterværk, er den for andre ”ekstremt mislykket”, for nu at citere Christian Braad Thomsen i hans i øvrigt ret så fremragende bog 'Drømmefilm'. Denne anmelder befinder sig et sted mellem disse yderpoler, men kan anbefale filmen til den tålmodige, vågne tilskuer der kan nyde langtrukken billedpoesi.
Filmzonens karakter: