Beerfest er den nyeste film fra komikergruppen Broken Lizard, der består af Jay Chandrasekhar, Kevin Heffernan, Steve Lemme, Paul Soter og Erik Stolhanske. Deres første film var den ret morsomme Super Troopers, der gjorde tykt grin med Vermonts politi, mens det gik knapt så godt med deres anden film, der på trods af en usædvanligt syret handling om en massemorders hærgen blandt swingere på en ferieø manglede den humoristiske friskhed fra Super Troopers. Beerfest er deres tredje film, og den kigger vi nærmere på i denne anmeldelse.
Øl, øl og mere øl
Jan og Todd Wolfhouse ejer en tysk restaurant i Colorado, men da deres elskede bedstefar dør, så er hans sidste ønske at blive begravet i sit gamle hjemland. Heldigvis falder hans død sammen med den bayerske Oktoberfest, så Jan og Todd tager gerne af sted med bedstefar Johans aske under armen. Inden længe har de to fjolser tabt en drukvise-konkurrence til en gruppe australiere, og under flugten fra de uundgåelige klø lander de midt i en undergrunds-festival - den såkaldte Beerfest, og her er amerikanere ikke velkomne!
Beerfest er en slags kombination af Fight Club og Bloodsport - bare med øl i stride strømme. Her kæmper de bedste af de bedste i klassiske sportsgrene som øl-mønt, øl-bordtennis, øl-bong og sidst men ikke mindst: øl-støvlen! Amerikanere er ikke inviteret, da de anses for at være svagdrikkere, og i løbet af kort til har Jan og Todd bekræftet alle fordommene, da de lynhurtigt bliver ydmyget af det stærke hjemmehold, der endda er frække nok til at påstå, at amerikanere er tøsedrenge, Wolfhouse-klanen en samling tyveknægte, og at deres bedstemor var en prostitueret staldpige! Det kan Jan og Todd naturligvis ikke have siddende på sig, og derfor sværger de at vende tilbage året efter og drikke tyskerne under bordet. Så nu skal der samles et hold og drikkes igennem!
Fantastisk morsom - til en vis grænse
Der er ikke langt fra en "klassisk" sportsfilm til Beerfest, og selv om ideen om en konkurrence i øl-pælning er en anelse langt ude, så er det stadig en så original tanke, at den er svær at stå for. Den typiske under-dog-formel virker stadig, og selv om Beerfest er lige lovlig lang, så er det stadig en komedie, der vil være et hit blandt især det yngre mandlige publikum. Humoren er sort og i flere tilfælde så langt ude på overdrevet, at det er lige før, at det ender med at blive næsten Monty Python'sk, men det virker ikke hver gang, og en lidt skarpere klippesaks havde hjulpet på, at de knapt så sjove scener ikke endte med at blive trukket så langt ud.
Men for hver gang, der er en knapt så god joke, så reddes den af et eller andet hysterisk morsomt indslag, der rækker lige fra de kendte slag i skridtet, over en række bøsse-jokes til intet ringere end opskriften på at spille den af på en frø. Ja, selv et par ret sjove henrettelser bliver det til, men højdepunkterne for mig er nogle forrygende cameos og biroller, hvor Donald Sutherland og Cloris Leachman brillierer. De bliver dog begge overtrumfet af Jürgen Prochnow, der tager dybt pis på sig selv i rollen som lederen af det tyske hold, og det fyger gennem luften med alle amerikanernes fordomme om tyskere samt mindst tre hentydninger til Prochnows glansrolle som ubådskaptajn i Das Boot.
Bundlinien
Det lykkes for Beerfest at træde udenom alt for mange klicheer og fremstå både original og frisk. Ganske vist er den mindst et kvarter for lang, og både gruppens træning til det afsluttende opgør med tyskerne samt netop slutkonkurrencen havde vundet meget ved ikke at være trukket ud i hvad der føles som en mindre evighed. Jeg morede mig dog stadig ganske fint, og der er efterhånden langt mellem drengerøvskomedier, der rent faktisk har mere at byde på, end nye ulækre måder at præsentere os for diverse kropsvæsker. Animal House har ikke eksisteret forgæves.
Filmzonens karakter: