Batman & Robin: Special Edition (DVD)

Af Niels Hansen, d. 23. december 2005 kl. 12:18

Joel Schumacher havde ikke regnet med at "Batman Forever" blev så stort et hit, som den gjorde i 1995, men efter den store succes blev han hyret af Warner-bosserne igen, som håbede på, at han kunne gentage succesen. Denne gang skulle alle sejl sættes til og der skulle tjenes så mange penge ind som overhovedet muligt. Legetøj blev en vigtig del af "Batman & Robin" og nogle af skuespillerne følte til tider, at de medvirkede i en legetøjsreklame og ikke en film.

"Allow me to break the ice. My name is Freeze. Learn it well. For it's the chilling sound of your doom"


Bruce Wayne/Batman (George Clooney) og Dick Grayson/Robin (Chris O'Donnell) bekæmper forbrydelser i Gotham, men Robin er ved at blive lidt træt af at være sidekick. De er denne gang oppe mod Mr. Freeze (Arnold Schwarzenegger), Poison Ivy (Uma Thurman) og hendes håndlanger Bane (wrestleren Jeep Swenson). Mr. Freeze ønsker at stjæle diamanter til sin køledragt og afpresse Gotham for en masse millioner, så han kan kurere sin kone for hendes livstruende sygdom. Poison Ivy vil bruge sin magt over planter og hendes dødbringende kys til at skabe lidt ragnarok og Bane.. tja, han vil bare smadre ting.

"Ice to see you!"


Hvis man troede at neonfarverne, de sjove køretøjer, sjove gadgets, gakkede replikker og børnevenlige tone ikke kunne blive værre end i "Batman Forever", så tog man grueligt fejl. Det hele er skruet op til 11 og hvis man lider af ADD, så er det her filmen for dig. Intet er overladt til tilskuerens egen hjerne, skurke og helte er så sort/hvide som overhovedet muligt og kvalmeniveauet bliver nået i en "rørende" scene mellem Bruce Wayne og Alfred.

"There is no defeat in death, Master Bruce. Victory comes in defending what we know is right while we still live"


George Clooney har overtaget Batman-dragten fra Val Kilmer, som ikke havde tid til at indspille "Batman & Robin", da han var i fuld gang med at indspille "The Saint" på det tidspunkt. Clooney er, for at sige det mildt, den ringeste Batman nogensinde. Han er lige til at kramme, men er desværre ikke nogen særlig overbevisende Batman. Han ser helt forkert ud i Batman-dragten og hans scener med Alfred hører ikke hjemme i denne film. Hvor man i stort set alle andre scener i filmen bliver bombarderet med et sanseangreb af de helt store og hovedpinefremkaldende bliver tempoet sat ned til et snegletempo i de få stille scener mellem ham og Alfred og sukkerpumperne bliver åbnet. Det havde måske virket i en anden Batman-film, hvis det var skrevet af en lidt mere talentfuld manuskriptforfatter end hack-for-hire Akiva Goldsman. Han ved lige hvilke knapper han skal trykke på i disse scener og man føler sig manipuleret.

Chris O'Donnell er sit sædvanlige middelmådige jeg som Robin og Alicia Silverstone spiller Batgirl, som om det ikke rigtig kunne rage hende. Hun ser dog godt ud i Batgirl-dragten, men det er så også det. Michael Gough spiller Alfred for sidste gang i Batman-sagaen og er, lige meget hvor ringe filmene er, altid værd at se. Det er dog bare ærgerligt, at hans scener med Bruce Wayne ikke er mere velskrevne.


"Let me guess, Plant Girl? Vine Lady? Huh? Hand over the diamond, Garden Gal, or I'll turn you into mulch!"

Arnold Schwarzenegger spiller Mr. Freeze og han er en parodi på sig selv. Stort set alle hans replikker er one-liners og selvom man ved, at han er mesteren indenfor one-liners, så bliver det ret enerverende i længden, især pga. de ret ringe puns på is og kulde. Bane bliver spillet, eller rettere udfyldt, af Jeep Swenson, der var professionel wrestler. Bane-figuren i "Batman & Robin" er en hån mod tegneserie-universet, da han bliver fremstillet som en hjernedød, superstærk håndlanger for Poison Ivy. Bane var yderst intelligent i tegneserien og var en af de få, der fandt ud af hvem Batman virkelig var. Uma Thurman er den eneste, der slipper nogenlunde uskadt fra hele denne misere. Hun spiller Poison Ivy med en overspændt seksualitet, der gnistrer hver gang hun er på skærmen. Hendes komiske evner bliver brugt i scenerne, hvor hun er Pamela Isley - personen bag Poison Ivy - og lidt ligesom Michelle Pfeiffer i "Batman Returns" er hun lige så overbevisende i disse scener, som når hun bruger sin seksuelle karisma til at indfange og fordreje hovederne på mænd. Hun udfylder dragten godt, må man sige - og hun er det eneste lyspunkt i denne overskruede legetøjsreklame.


"What killed the dinosaurs? The Ice Age!"

Joel Schumacher påtager sig det fulde ansvar for "Batman & Robin" i featuretterne og på audiokommentaren, men filmen blev kuldsejlet lige fra det øjeblik, hvor studiebosserne skrev under på legetøjskontrakterne. Flere af scenerne i filmen virker som reklamespots, hvor forskellige køretøjer og actionfigurer (Batman og Robin med skøjter under støvlerne - yay!) bliver vist frem for de hungrende børn, der bare skal have det nyeste legetøj. Manuskriptet er virkelig ringe og fungerer kun som et middelmådigt bindeled mellem actionsekvenserne, der er så overgearede, at man skulle tro, at det var løgn. Nogle kritikere har sammenlignet filmen med den kitschede Batman-serie fra 60erne, men hvor den gamle serie havde en charme og en frækhed, der var en fryd, så ejer "Batman & Robin" ikke antydningen af charme. Filmen er kun skabt med et formål for øje: penge! Og det kan man desværre se.


Filmzonens karakter:
Ikke anmeldt

Brugernes karakter:
Venter på stemmer

Stem:

Reklame

Credits

Instruktør:
Joel Schumacher
Forfatter:
Akiva Goldsman
Bob Kane
Producer:
Peter Macgregor-Scott
Mitchell E. Dauterive
Skuespillere:
Arnold Schwarzenegger
George Clooney
Chris O'Donnell
Uma Thurman
Alicia Silverstone

Billeder


Copyright © 2002-2006 Spice51 ApS. All rights reserved.