|
En af årets mest hypede film rammer de danske biografer d. 4 August, nemlig Superman Returns. ![]() Superman har været væk de sidste 5 år. Samtidig er kriminaliteten steget i Metropolis, Lex Luthor er ude af fængsel og desuden er Lois Lane nu blevet gift og har fået børn. Hun har vundet en Pullitzer-pris for en artikel om hvorfor verden ikke længere har brug for Superman og har sammen med resten af jordens befolkning affundet sig med at Superman ikke længere er til stede. Superman gør sit bedste for at redde indbyggerne i Metropolis og fange de kriminelle, men på trods af meget flotte action-sekvenser, så har man set det hele før i de tidligere Superman film, og de få overraskelser kommer ikke bag på en! Enkelte af scenerne er dog for velpolerede og stinker af CGI, hvilket bl.a. kan ses når Superman flyver. ![]() Kevin Spacey er uden tvivl filmens højdepunkt rent skuespilmæssigt, og man fornemmer hvordan han nyder at spille den onde Lex Luthor. En person der åbenlyst er velcastet til filmen. Men som kontrast er Routh desværre meget ensformig i sit skuespil, på trods af at han spiller to forskellige personer. Enten er han Mr. Perfect som Superman eller overdrevet nørdet som Kent. Og desværre vil størstedelen af publikum have svært ved at identificere sig med ham, da han refererer til to yderpunkter på personlighedsskalaen, hvorimod filmatiseringen af Batman og Spiderman viste et interessant indre opgør. Superman skal affinde sig med at han ikke længere er ønsket og finde sin plads mellem menneskene. Oveni det skal han tage til takke med at hans livs kærlighed er kommet videre med sit eget liv. Selvom Singer har tilført Superman en menneskelig side, som han gjorde med figurerne i X-Men 1 og 2, så er Superman 1 fra 1978 desværre bedre. Både hvad angår skuespil og historie. Kærlighedsforholdet til Lois Lane virker også underligt malplaceret, for som man så i de tidligere film, samt Tv-serien Lois & Clark (Teri Hatcher, Dean Cain), så har der altid ulmet noget under overfladen og man har haft fornemmelsen af at de to var som skabt for hinanden. Men med Lanes udvikling bliver man konfus, når hun har bevæget sig så meget væk fra ens oprindelige opfattelse af hende. ![]() Filmen vil være velegnet til de fleste, forudsigeligheden er dog i højsædet, også selvom den slutter med en cliffhanger, og hvis man ser bort fra de velpolerede scener og jævne skuespil fra hovedpersonen, så får man en popcorns-oplevelse som er over-middel. Og det er en fryd at se Spacey som Lex Luthor. |
Filmzonens karakter:Ikke anmeldt Brugernes karakter: Venter på stemmer Stem: ReklameCredits
Billeder |




Filmzonens karakter: