Kill Bill: Volume 1 (biograf)

Quentin Tarantinos fjerde filmkreation har været imødeset med spænding, ja næsten en panisk nervøsitet for at den dygtige instruktør skulle fejle og udsende en fiasko. Den rå og ligefremme atmosfære er dog stadig en dominerende del af Tarantinos univers, og volden er næsten uoverskueligt stor. Desværre stopper filmen brat for at vi har noget at glæde os til ved forårets fortsættelse, og ærgerligt nok er det på det vigtigste sted at vi må forlade det stemningsmættede sammensurium af vold og rapkæftet dialog. Fra starten var det ikke meningen at Kill Bill skulle køre over to dele, og det kan man desværre mærke fra tid til anden. Alligevel klarer Tarantino sig flot udenom de faldgruber som en hårdkogt actionfilm fører med sig.

Tarantinos eget univers
Hvor instruktørens tidligere tre film har fundet sted i det realistiske univers, er Kill Bill den første film i Tarantinos vision som har føling med hans såkaldte eget univers. Her kan alt ske og vil helt sikkert ske, og adskillige filmgenrer blandes sammen i et kæmpe virvar. Og det mærker man da også tydeligt, hvor vi både kommer ind omkring de gode gamle westernfilm, hvor sheriffen står med det lumske smil på hele femøren, den asiatiske kampsportsgenre og japanske samurai-blodsudgydelser blandet op med animé tegnefilm. Fokus ligger dog stadig på den velkendte hævnaktion, som mange amerikanske featurefilm har gjort brug af igennem tiderne. Hovedpersonen er Black Mamba (Uma Thurman) – hendes rigtige navn får vi ikke at vide, for hver gang det forsøges nævnt, bliver det bippet som var det de mest ondskabsfulde eder og forbandelser på et amerikansk talkshow. Hvis hendes eneste chance for at komme videre med livet skal lykkes, må hun dræbe alle de involverede, som i sin tid ødelagde hendes bryllup og dræbte hendes barn.

Det bliver ingen nem sag, men under kodenavnet Bruden tager hun på hævntogt for at udrydde de fem medlemmer af Deadly Viper Assassination Squad – herunder hendes tidligere chef, Bill (David Carradine) - som gjorde hende så meget ondt. En af personerne på listen er O-Ren Ishii (Lucy Liu), og hendes baggrundshistorie præsenteres på bedste japanske vis i en tegnefilm. Det er en stemningsfuld og blodig beretning om Ishiis opvækst og hendes indgang til den kriminelle leveform. Det bliver imidlertid også hende som nær slutningen involveres i en af filmhistoriens største kampe med samuraisværd. Uma Thurman leverer her sine ypperste kampteknikker, og hele filmselskabets beholdning af teaterblod tages vitterligt i brug, når hoveder, arme og fødder hugges af på stribe.

Nedslagtning med samuraisværd
Netop denne storslåede scene er filmens klimaks, selvom det ikke var meningen i Tarantinos vision, og det kan mærkes. Det skulle tydeligvis være en kampscene som blot fører historien videre – ganske i stil med Neos kamp mod hundredvis af Smith agenter, men helt uden brug af computereffekter. Derfor er der ikke samme forløsende udgang på slaget som man kunne forvente. Men til gengæld er det virkelig guf at overvære. Blodet fosser ud, mens kampene flytter sig ind på kulørtfarvet baggrund, trapper og tilmed i sort-hvide farver. Samuraisværdene klinger og de japanske bad-guys med sorte masker falder på samlebånd. Men vi savner alligevel den dialogprægede Tarantino, og selvom vi nogle gange nærmer os, er der ikke meget visdom på nethinden efter filmens knap to timers spilletid. Cliffhangeren fungerer dog udmærket til også at holde biografgængerne spændte til februar næste år, og der får vi forhåbentlig visionen ført til ende.


Det har altid været meningen af Uma Thurman skulle spille den kvindelige hovedrolle i Kill Bill. Tarantino funderede allerede under indspilningerne til Pulp Fiction, om hvordan tankerne skulle blive en realitet. Men det er først nu at det hele står færdigt, og Uma Thurman har været ledig på markedet til at gennemføre projektet. Man mærker også tydeligt at hele rollen er skrevet op omkring hendes person. Thurmans fremtræden på det store lærred er meget troværdig, og selvom man ikke altid skal tage filmen lige seriøs, så ender man helt sikkert med at holde af hele hendes følelsesregister. Ligeledes fungerer Lucy Liu fremragende som en ondsindet kælling og Daryl Hannah gør et strålende comeback. Desværre får vi hverken Michael Madsen eller David Carradine særlig meget at se. Det må komme i Volume 2.

Konklusion
Musikscoren er noget som Quentin Tarantino altid har kræset om som en lille baby. Og Kill Bill er ikke undtaget med et noget nær perfekt udvalg af musikgenrer, som vi igennem filmen for lov at lægge ører til. Men desværre nedbrydes alt godt en smule ved ikke at blive fuldt helt til dørs. Miramax krævede at filmen blev delt op i to dele, og derfor står vi nu med Volume 1 og har ingen reel slutning eller plotdrejning i historien. Det ødelægger ikke oplevelsen, men sætter spørgsmålstegn ved alt for mange ligegyldige ting. Om filmen havde været en time længere, havde ikke givet nogen dårlig smag i munden. Nu må vi i stedet sætte næsen op efter en afslutning – ligesom vi gør det med Ringenes Herre og Matrix trilogierne.