Titlen referer til en engelsk dj ved navn Pete Tong, men det er imidlertid ikke ham, filmen handler om. Ifølge den britiske cockney-dialekt er sætningen slang for "it's all gone wrong", og alt går netop skævt for filmens hovedperson, dj'en Frankie Wilde (Paul Kaye). Han oplever ikke bare en enorm succes på Ibizas clubbin' venue, men også nedturen, og det er dét, filmens publikum er vidne til.
Filmen er nummer to fra instruktøren Michael Dowses hånd; Lad dig ikke snyde, for det er en fiktionsfilm, der imidlertid gerne vil have sit publikum til at tro, at fortællingen er autentisk! Publikum overbevises blandt andet gennem brug af en række interviewsekvenser, en stil som vi tidligere har set i blandt andet: "Da Harry mødte Sally" (1989), og som almindeligvis kendes fra dokumentargenren. De indklippede kommentarer fra berømte dj's fra vores virkelighed som Paul Van Dyke, Carl Cox og Lol Hammond indkapsler naturligvis filmen i en sfære af autenticitet, og er samtidig med til at personkarakterisere Frankie Wilder overfor publikum
Disse virkemidler manipulerer naturligvis med publikums opfattelse af Frankie Wilde og sammen med en solid skuespillerpræstation af Paul Kaye bliver Frankie Wilde levende. Kaye der indtil videre har været mest kendt i en tv-kontekst, sprænger nu nogle rammer og med en voldsom vildskab og energi gør han Frankie Wilde troværdig. Som publikum tror vi på Frankie Wilder findes derude...
Filmen starter in medias res, hvor Frankie er på toppen af sin karriere: det går godt, penge vælter ind, han omgiver sig med skønne kvinder i bikini og stofferne flyder i stride strømme og hans rockstar-attitude bevidner hans succes! En dag opdager han imidlertid til sin skræk, at han er blevet døv. Herefter styrter hans tilværelse sammen; for uden evnen til at høre er en dj's dage naturligvis talte, og han mister hurtigt sin popularitetet, hvorefter hustruen skrider. Herefter er derouten cementeret, og han indespærrer sig i sin villa på Ibiza kun ledsaget af læsevis af kokain.
I sin vanvittige nedtur kæmper han mod sin egen dæmon, der helt eksplicit tager form som en kæmpe bjørnelignende skikkelse. På samme måde som kaninen Frank i "Donnie Darko" satte en masse krav op og tvang sit menneske til at udføre en række mørke handlinger, tvinges Frankie ligeledes til at tage stoffer, indtil den dag det lykkedes ham at udryde sin dæmon og bliver clean. End ikke dette overnaturlige fænomen, som står i kontrast til den autenticitet, som Dowse gerne vil indskrive sig i, formår at ødelægge filmens dokumentariske islæt!
Herfra går Frankie fra selvmelidenhed til accepten af sin egen situation, og første skridt tilbage til en normal tilværelse er at generhverve evnen til at kommunikere med omverdenen. Derfor opsøger han en kvindelige mundaflæser-lærerinde Penelope (Beatriz Batada), der skal hjælpe ham med at tilegne sig evnen til at mundaflæse. De deler samme tørst efter whisky, men vigtigst af alt motiverer hun ham til at begynde at anskue musikken på en anden måde. Det får Frankie til at begynde med at eksperimentere med musik på ny.
Frankies store fascination af klip-klappere som ynglingsfodtøj, mens han dj'er, kommer til at betyde mere for ham, end han sikkert kunne forestille sig, da han i filmens begyndelse, erklærede dette i et interview!
Udover det gode skuespil og de effektive virkemidler fortæller filmen, på ganske underholdende vis, en rigtig fængende historie. Du vil ikke fortryde, at du har valgt at gå i biografen for at se denne film.
|
Filmzonens karakter: