Dreamcatcher (biograf)

Lawrence Kasdan har igennem tyve år sat sine fingeraftryk på alt fra Star Wars over French Kiss til Indiana Jones, og nu kaster han sig ud i sit hidtil største projekt. Med udspring i en Stephen King-bestseller har han efterlevet sin ambition om både at instruere, producere og skrive en film, men desværre er det gået mindre vellykket end han måske havde håbet på.

En typisk Stephen King historie
Enhver der har stiftet bekendtskab med Stephen Kings forfatterskab kender uden tvivl hans nærmest skabelonagtige plotopbyggelser. Vi befinder os ofte i hans hjemstat Maine, hvor fire barndomsvenner er blevet spredt i alle vindens retninger, men som vender tilbage til deres rødder for at dele deres oplevelser med hinanden. Det går naturligvis galt, da der altid er en ond kraft til at spolere den hyggelige stemning.

Præcis samme skitse er også taget i brug med Dreamcatcher, hvor vi bliver introduceret for vennerne Henry, Beaver, Jonesy og Pete. I deres barndom er de komplet uadskillelige, og deres venskab bliver blot styrket da de redder en lille dreng fra nogle store bøller. Hans navn er Duddits, og han besidder nogle ret særlige evner, som bestemt ikke hører ind under det naturlige. De vokser op sammen, rejser til hver sin ende af landet, men det er ikke ligefrem lykke der møder dem. Én havner som ulykkelig brugtbilsforhandler, en anden som selvmordskandidat, og alle fire beslutter de sig derfor for at mødes til en god, gammeldags jagtsæson. Stedet er en lille træhytte tæt på hjembyen, hvor de nyder et par øl og gamle minder.

Den næste dag tumler en desillusioneret mand forbi deres hytte. Han har et stort, rødt sår på sin hals, og hans mave rumsterer ofte på grund af en underlig bule. Officielt falder grunden på nogle bær han spiste den forgangne nat, men det er langt mere blodigt end som så. Et fremmet rumvæsen er landet i skoven, og det har ikke planer om at stoppe før alle mennesker er blevet fortæret – også selvom man må overtage deres tankegang. Hæren bliver sat ind for at klare opgaven, og med en kynisk oberst i spidsen må der tages nogle uhyggelige valg, der i værste fald kan tage civile med i døden. Det er nu op til de fire venner at tage kampen op mod først og fremmest rumvæsenerne, dernæst hæren, og til sidst deres egne, personlighedsmæssige krige.


Hvad f.. foregår der?
Man kan sagtens sige at kanonerne var kørt i stilling til en god Stephen King gyserfilm som vi oplevede dem med Det Onde og Stand By Me, men desværre er Lawrence Kasdans ambitioner rindet ud i en række tåbelig og dybt, dybt forvirrende handlingsforløb, der forbliver på det overfladiske uden at havde nogen umiddelbar sammenhæng. Filmen starter vældig godt ud med at fortælle vennernes triste historier og deres tætte bånd, men efter det skifter tempoet konstant mellem højt og lavt, mens man på samme tid introducerer et helt nyt handlingsforløb, der sætter mindst 3-4 klimaks i løbet af fortælling. Igennem filmens godt to-en-kvart time sidder man flere gange med følelsen af, at filmen muligvis er færdig, men så alligevel ikke er det. Der er klart en mangel på rød tråd, og klart en mangel på at sætte effektive gys ind i publikum. Det er jo trods alt en Stephen King gyser. Eneste skræmmende i Dreamcatcher er de hundredvis af liter blod som rumvæsenerne sørger for, og ellers de platte chokeffekter, som jeg håbede var gået død i 80’erne. Det er alt for billigt, og forsøgene på at spille med psykologien taber al luften på grund af den rodede handling. Et typisk eksempel på en scene i filmen er, at et uoverkommeligt problem opstår, som alligevel godt kan løses, hvorefter der kommer endnu et, og så kommer der pludselig en hær og en række gamle venner. Det fungerer ikke.

En god rolleliste, men intet at bruge den til
Eneste lyspunkt i Dreamcatcher må uden tvivl være filmens rolleliste, der udelukkende består af Hollywoods fremtid og en enkelt, gammel kending. Fra den mere hårdkogte ende af skalaen finder vi krigsfilmveteranen Tom Sizemore, der helt klart føler sig hjemme som en elitær helikopterpilot. Hans smart-guy attitude er heldigvis blevet sparet væk, så han kun fremstår som en respektfuld og ydmyg soldat. Ganske glimrende præstation. Dernæst finder vi den tidligere pro-skateboarder Jason Lee, der fik sit amerikanske gennembrud med A Guy Thing. Kasdan har givet ham rollen som den livsnydende Beaver, der altid har en god replik i lommen, men desværre får han usædvanlig lidt råderum til at udføre sit store talent. Præcis det samme sker der også med Thomas Jane og Band of Brothers-veteranen Damian Lewis, der godt nok har de større roller i filmen, men som er tvunget til at spille enten den ene eller den anden personlighed, med de samme replikker og den fuldstændig samme mimik.


Det største lyspunkt vi møder i Dreamcatcher er dog den erfarne og altid fremragende Morgan Freeman, der er vent tilbage til gysergenren efter en snes år væk fra Seven. I filmen har han fået rollen som den kyniske oberst Curtis, og det gør han meget vellykkede med en koldt fjæs, pludselige vredesudbrud, og de sædvanlige replikker som kun Stephen King kan skabe. Hans personlighed passer perfekt til en gammel, udbrændt og lettere sindssyg general, der ikke skyer nogle midler for at afslutte sin karriere med et brag. Han løfter en ellers fejlslået film op på et anstændigt niveau.

Rodet, kedelig, glemt
For en god ordens skyld skal det nævnes, at undertegnede faktisk sad mutters alene i en biograf da han så den. Det undrer ikke. Dreamcatcher er nemlig en usædvanlig rodet film, der både er kedelig, usammenhængende og i klar mangel på en rød tråd. Skuespillerne er ellers temmelig velvalgte og kunne have løftet filmen op på noget glimrende, men de har ikke albuerum til at vise deres sande talenter. I stedet hjælper de til med at gøre Dreamcatcher til noget værre bras, der forhåbentligt er glemt når vi står op i morgen. Eneste grund til at du burde investere i en biografbillet skal faktisk findes i Animatrix-kortfilmen som bliver vist inden seancen, for den er både eksplosivt underholdende og en fed optakt til Reloaded, og så inkluderer den oven i købet computergeneret lingerie, hvis det skulle være til interesse. Ellers er der ikke noget at komme efter.