Dogville (biograf)

Lars von Trier er muligvis det eneste medlem af det danske samfund, der får officielt støtte fra staten til ikke at gøre andet end at provokere. Han har efterhånden løftet den moralske pegefinger for alle afkroge af den danske og europæiske virkelighed, og med sit seneste projekt, Dogville, tager han turen tværs over Atlanterhavet, hvor det nu er amerikanernes hang til isolationisme, der skal have en kærlig behandling.

På flugt
Midt i The Rocky Mountains’ skønne natur befinder der sig en lille flække kaldet Dogville. Byen kan kun nås gennem en snæver og lang vej, og i takt med at besøgene udefra er blevet færre og færre i årenes løb, har det lille samfund på 15 personer valgt at melde sig så meget ud af nationen som det overhovedet er muligt. Byen er blevet selvforsynende og overlever depressionens strenge tider, og deres idé om demokrati afhænger kun af, hvad der bliver bestemt i det lokale missionshus. Byen har en række stærkt konservative og xenofobiske forhold til enhver anden end dem i deres omgangskreds, selvom den unge forfatter Tom slavisk forsøger at oplyse dem om nødvendigheden i at modtage verden med åbne arme. En dag bliver hans prædikener dog til mere end blot teori, for i nattens mulm og mørke trapper den unge og smukke Grace op i byen, på flugt fra en gruppe gangstere, der har været på jagt efter hende.

Ved hjælp af Tom når hun at skjule sig i den lokale mine indtil faren er drevet over, men dernæst venter en større og langt mere prøvende udfordring. Grace skal forsøge at blive accepteret af det lokale samfund, så de ikke følger politiets opfordring og melder hende til ordensmagten – i sidste ende de gangstere, hun var på flugt fra. Hun starter med at gøre fysisk arbejde i småtingsafdelingen for beboerne, men de bliver grådige og vil have mere, og efterhånden bliver Grace behandlet som en ren og skær slave. Eneste håb forude er hendes oprindelige redningsmand, Tom, men er han parat til at forlade sit liv i Dogville, og er der overhovedet en vej ud af helvedet?

Mesterværk eller Zentropisk Opdragelsesanstalt?
Det tager ikke mange minutter af filmen før man føler sig overbevist om at have fat i filmens hovedkerne, tema og i sidste ende symbolik. Med perspektiv i 30’ernes depression forsøger Lars von Trier at give os den beskrivelse af det amerikanske folk, at de er egocentrerede, grådige, og at de også er ekstremt fremmedfjendske – selv overfor deres eget folkeslag. Filmens undertoner bærer et stærkt præg af anti-amerikanisme, og ligesom de fleste andre af hans film begynder budskabet først at komme ud til publikum i små hentydninger, indtil det til allersidst stoppes ned i halsen i hvert eneste sekund. Kombineret med Von Triers velkendte hypnotisering af publikum - som blot er en af hans mange evner - giver filmen en sær idé om at man befinder sig på en opdragelsesanstalt i det zentropiske højland.


Men, sådan forlyder kun ens førstehåndsindtryk af den første halvanden time af filmen, for efterhånden som facaden krakelerer i faldefærdige Dogville, bliver filmen pludselig tvetydig, og så kommer man pludselig i tvivl om von Trier egentlig er så anti-amerikansk som man først får indtrykket af i filmen (og til diverse Cannes interviews). Til allersidst, når filmens rulletekster kører hen ad skærmen, kan man ikke gøre andet end at sidde med en sær lyst til at se filmen igen, for lige at se om man har fat i det helt rigtige billede af filmen. Den er nemlig skruet så fantastisk godt sammen fra Triers side, at man kan sidde med et hav af forskellige indtryk af filmens handling og budskab, men alligevel få disse smadret fuldstændig når Graces sande identitet kommer ud i fuldt skue. Det er et følelsesladet eventyr med et hav af politiske undertoner, og det er en sand fryd at sidde ”at læse mellem linierne”.