Die Another Day (biograf)

I de senere år har den ansete James Bond-franchise været et stempel for succes. Folk strømmer til biograferne uanset kvaliteten af det færdige produkt og anmeldernes omtaler. Men sammen med den overdådige medvind er også fulgt svaghedstegn, og disse skulle meget gerne skaffes af vejen i det nye årtusinde, hvis vi fortsat skulle nyde godt af den britiske kvindebedårer og hemmelige agent med licens til at dræbe.

007 er tilbage
Manuskriptforfatterne i Die Another Day har deres egen holdning til verdenssamfundet. De virkelige fjender er faktisk nordkoreanerne, og de er ikke kun grumme, de er tilmed djævelske og blodtørstige. Således åbnes den 20. agentfilm med det obligatoriske eksplosionsorgie; James Bonds kamp mod det onde.

En gigantisk nordkoreansk militærbase bliver invaderet af vores helt, James Bond, og i et flammehav stikker han af via en kampvogn på luftpuder. En meget fornem sekvens som med det samme giver præg af, at der er noget særligt over denne film. Efterfølgende får Bond også slået en ung oberst ihjel, men han fanges og som straf må han pines under nordkoreansk tortur i 14 måneder. Denne foregår under filmens titelsang, og det er derfor første gang i historien, at det ikke er sexede kvinder der vrider sig til musikken. Dette fungerer til gengæld enestående og Madonnas musik bliver udnyttet til fulde. Efter de smertefulde måneder på pinebænken frigives 007 dog i bytte for den farlige nordkoreaner, Zao, som MI6 ellers var så glade for at have fanget, og da han vender hjem fratages han retten til at dræbe; 00-beviset.

Nordkoreanernes bestialskhed samles omkring den virkelige hovedskurk, Gustav Graves, som selvfølgelig skifter udseende, så han ligner en arrogant dovendidrik fra det britiske aristokrati – uddannet i Oxford. Men bag det uskyldige ydre gemmer sig en verdensomspændende trussel mod menneskeheden; via illegal handel med diamanter fra Island har han kunnet udvikle et masseødelæggende våben kaldet Ikaros. Med dette kan han samle al solenergi i én kraftfuld stråle og få større enerådig magt end andre nogensinde kunne drømme om. James Bond vil dog have retfærdighed i verden, og i civil rejser han på hævntogt efter Zao samt den, der i sin tid afslørede hans identitet.


Den gode gamle opskrift
Instruktøren Lee Tamahori, der bl.a. instruerede Once Were Warriors (1994), en fantastisk film om New Zealands maorier, står også bag større Hollywood produktioner som Edderkoppens spind i 2001. Nu har han med Die Another Day leveret en eksplosiv actionfilm med alt hvad en klassisk fan kunne ønske sig af smarte biler, lækre babes og avanceret udstyr – ergo er det den mest avancerede Bond film til dato, men også den som trodser realismen allermest. Den nye fuldfede Aston Martin er således udstyret med ”stealth”, der kan gøre den helt usynlig. Et lidt overdrevet tiltag som virker lidt malplaceret blandt alle de andre lækkerier.

James Bonds kvindelige interesser er selvfølgelig også blev fyldt ud i Die Another Day. Den ene er Jinx, spillet af Halle Berry, som vi første gang stifter bekendtskab med på et eksotisk feriested i Cuba. Op af de blålige bølger stiger hun, i sit tynde, sexede sommertøj og med en sexbombe skjult i sig – en næsten identisk scene fra den første film i serien, Dr. No fra 1962. Hun spiller glimrende – ikke overraskende at hun vandt en Oscar – og viser flere eksempler på hendes talenter; hun kan være en ubarmhjertig dræbermaskine og så pludselig ændre sig til en romantisk elskerinde. Jinx er så fabelagtig lækker, at det gør helt ondt.