Da Vinci Mysteriet (biograf)

Af Nicolai Bendtsen, d. 18. maj 2006 kl. 08:51

Filmatiseringen af Dan Browns bog af samme navn har været et af dette års mest omdiskuterede og ventede film. Filmen er blevet bandlyst i flere lande, kirken har modsat sig de argumenter der bliver fremført af forfatteren og ikke mindst så har bogen været med til at ændre opfattelsen af kristendommen for en hel generation. Men på trods af det meget postyr og hype der har været i medierne, så har de fleste fans af bogen været ængstelige, fordi de ikke mener at den er velegnet som film, og efter at have set filmen må det desværre konstateres at de har ret.

Da Vinci Mysteriet tager udgangspunkt i et mord på museumsinspektøren fra det berømte Louvre-museum, her bliver symbolforskeren Robert Langdon kaldt til (Tom Hanks), og han bliver stillet overfor en tilsyneladende umulig gåde lavet af museumsinspektøren på sit dødsleje, og her begynder spændingen at tage fat. For da han i samarbejde med Sophie Neveu (Audrey Tautou) løser gåden, finder de langsomt frem til en 2.000 år gammel hemmelighed.


Da Vinci Mysteriet er spændingsmættet film, man bliver draget direkte ind i handlingen fra start af, og på trods af de lidt overfladiske personskildringer og kluntede monologer mellem Tom Hanks og Audrey Tautou, så er det i virkeligheden historien man bliver fascinereret af. For dem af jer som ikke har læst bogen (og det har jeg!) så er der garanti for nogle gevaldige plottwists i filmen. Filmens force er samtidig dens svaghed, for selvom man bliver fodret med mange interessante historiske fakta i filmen, så bliver de leveret for hurtigt og overfladisk til at man opdager den sande sammenhæng i filmen. De to hovedrolleindehavere leverer som sagt nogle lidt kluntede monologer mellem hinanden, det virker nærmest som om de holder sig tilbage rent skuespilmæssigt, men om det skyldes dårlig instruktion eller præstation ved jeg ikke, det fungerer bare ikke optimalt.

Derimod rager præstationen fra Paul Bettany i vejret, han formår at spille rollen som Opus Dei-munken Silas, der forsøger at forhindre Robert og Sophie, med tilpas stor dybde. Han skildrer sin karakters bekymringer og pinsler på suveræn maner, og man kan ikke undgå at føle sympati og samtidig had for denne person.

Filmen bærer præg af at være en filmatisering af en bog, flere af scenerne bliver for hurtigt gennemgået og man sidder med en del spørgsmålstegn bagefter, dette er først og fremmest fordi bogen leverede den nødvendige information, der så senere er blevet vraget i filmmanuskriptet. I sidste ende sidder man med mange tanker i hovedet, for filmen stiller spørgsmålstegn ved selve fundamentet til den kristne tro, og det vil uden tvivl skabe yderligere debat i medierne, samt i hjemmene.


Hvis man holder af god underholdning, med gode plottwists og et meget spændende klimaks, så bør man se Da Vinci Mysteriet, hvis man derimod er til fordybelse og bred indsigt i den del af historien der er forbundet med oprettelsen af kristendommen, så bør man læse bogen. For til sammenligning er filmen for overfladisk, og de personer der har læst den, vil efter at have set filmen være tilfredse med at den overordnet set er tro mod handlingen i bogen. Men samtidig må det konstateres at jævne skuespillerspræstationer og et overfladisk manuskript trækker ned på helhedsoplevelsen, også for dem der endnu ikke har læst bogen.

Film
4 / 5

Da Vinci Mysteriet (2006) Filmzonens karakter:
Ikke anmeldt

Brugernes karakter:
Venter på stemmer

Stem:

Reklame

Credits

Instruktør:
Ron Howard
Forfatter:
Dan Brown
Akiva Goldsman
Producer:
John Calley
Brian Grazer
Skuespillere:
Tom Hanks
Audrey Tautou
Ian McKellen
Alfred Molina
Jean Reno

Billeder


Copyright © 2002-2006 Spice51 ApS. All rights reserved.