På trods af en stribe imponerende stemmer, et stort budget og et talentfuldt animationsstudie, så nåede Sinbad aldrig at blive den helt store succes i de amerikanske biografer, da den kørte sidste sommerferie. Den blegner også helt i forhold til Find Nemo. Filmzonen har kun haft VHS-udgaven af Sinbad imellem hænderne, og derfor er der ingen vurdering af hverken ekstramateriale eller billed- og lydkvalitet som forefindes på DVD-udgaven.
Legenden på de syv have Filmen er i bund og grund endnu en fortælling om Sinbad Søfareren, der længe har levet i de klassiske fortællinger om 1001 Nats Eventyr, som også Aladdin stammer fra. Sinbad var på papiret en velhavende handler fra Bagdad, men i virkeligheden var han en frygtet pirat på de syv verdenshave. I filmen spilles der mest på det sidstnævnte ry, men samtidig har historien også fået en noget usædvanlig drejning i forhold til tidligere Sinbad fortællinger.
Denne gang går det rigtig godt for sørøveren Sinbad, der sejler rundt omkring på verdenshavene og røver det ene skib efter den anden. Han bliver pludselig grisk, og søger derfor at stjæle skatten Fredens Bog som på næsten magisk vis har bevaret freden. Skulle denne blive stjålet vil det ende galt for folket, og det er lige præcis hvad den onde gudinde Eris har i sinde. Hun vil sætte godt gang i noget kaos, og det skal hun bruge Sinbads hjælp til. En tyv forklæder sig som Sinbad og stjæler Fredens Bog, og vor helt bliver hurtigt arresteret og idømt en sød, lille dødsstraf. Hans gamle ven Proteus sætter sig dog for at redde sin gamle kammerat, og det skal foregå ved at Sinbad finder bogen og afleverer den pænt tilbage til ejermanden. Kampen mod den onde Eris begynder nu, og det bliver bestemt ikke bedre af at Proteus’ forlovede også er ombord på skibet.
Ikke helt som Find Nemo Selvom Sinbad leverer god underholdning med skægge sværdkampe og en lækker DreamWorks-charme, så er den alligevel ikke på højde med animationsfilm som Find Nemo, der sidste sommer erobrede de danske biografer som Sinbad ikke kunne. Stilmæssigt er der satset meget på at gøre filmen lækker, blandt andet ved en effektiv blanding af traditionel animation og moderne teknologi og computergrafik. Havene ser lækre ud med tredimensionelle bølger, og der er en god dybde at hente i de forskellige scener. Men stadigvæk forhindrer det ikke de enkelte figurer i at være en tand for uoriginale og ikke så unikke og skægge som i eksempelvis Find Nemo.
Der er så at sige ikke meget, man ikke før har set i andre film eller tegnefilm og i stedet efterlader filmen kun nogle underholdende kampscener som sit største plus. Det lyder ikke af meget, men der er simpelthen ikke den samme mængde fantasi og livlighed, som DreamWorks tidligere har vist i Prinsen af Egypten. Musikken skal dog have en god ros med på vejen, for her har filmen fået inkluderet et godt lydspor, der simpelthen ikke får retfærdighed på VHS. Her må DVD-mediet kunne imponere.
Hold dig til den amerikanske udgave Sinbad har garanteret ikke haft den store vigtighed på det danske marked, for stemmerne er ikke specielt velvalgte, men mere det sædvanlige hold man altid møder. Hvor den amerikanske udgave har stemmer af blandt andre Brad Pitt, Catherine Zeta-Jones og Michelle Pfeiffer, så er den danske udgave udstyret med Michael Carøe og Sofie Gråbøl som de fremtrædende figurer. De virker en anelse tamt forbundet med deres figurer på skærmene og det meste af materialet virker alt for meget som om det er bare er læst op. Sinbad spiller ikke særlig smart i den danske udgave, Proteus’ forlovede er ikke en værre frækkert, og det virker generelt som noget venstrehåndsarbejde.
Konklusion Sinbad er bestemt ikke DreamWorks’ bedste arbejde på animationsfronten, faktisk er den noget af en skuffelse i forhold til den veludførte Prinsen fra Egypten fra 1998. Charmen og humoren når ikke op på siden af Disneys seneste mesterværk, Find Nemo, og den danske udgave hæmmes af nogle dårligt valgte stemmer. Den tegnede tegnefilm er ved at uddø og de 3D-animerede er på vej ind. Hold dig hellere til en eventuel DVD-udgave, hvor der følger amerikanske stemmer med – hvis du altså overhovedet gider investere i filmen.
|