Filmzonen har blot fået en indskrænket udgave af Michel Vaillant stillet til rådighed, og derfor har det derfor kun været filmen som har kunnet anmeldes. Det beklager vi.
Luc Besson har skrevet manuskriptet til denne film, der er baseret på en tegneserie af samme navn. Stilen læner sig meget tæt op ad hans tidligere historier om den hurtige Taxi, hvilket betyder afsindig fart over feltet, opfindsomme actionscener, men desværre en historie uden meget indhold – men røgen fra dækkene hænger endnu i luften.
Vroom! I filmens univers møder vi Michel Vaillant. Han er en verdenskendt racerkører, der er fast mand i familieforetagendet Team Vaillant. Deres ærkerival er Team Leader, der nu har den før så berygtedes chefs datter i førersædet som chef. Helt uventet stiller Leader-holdet op til det berømte Le Mans løb, da de ikke har kørt i flere år. De er nu tilbage og kampen om sejr i det 24 timer lange løb bliver også en kamp om liv eller død. Datteren er af den overbevisning, at hendes far gik bort grundet det store pres Vaillant-holdet lagde på ham. Hun vil nu hævne hans navn og vinde løbet, men det kan ikke gøres udelukkende med hestekræfter og hurtige pitstops. Der må drastiske metoder til værks.
Så kort kan handlingen faktisk opridses, og selvom den selvfølgelig indeholder en del mere, så er ovenstående det grundlæggende historieoplæg. Der er ikke meget at komme efter historiemæssigt, faktisk så springes der enkelte gange til scener, hvor man undres over hvor de kom fra og hvorfor. Undrende bliver man også, når karaktererne tager nogle beslutninger, der virker helt hen i vejret – blot for at drive historien videre til den næste actionscene.
Godter til øjnene Netop disse er hvad der holder Michel Vaillant på banen. Actionscenerne er virkeligt flotte, hvad enten vi er til Le Mans eller kører rally på en sneklædt bjergside. Det er nervepirrende og godt håndværk, ganske enkelt. Når vore to biler fra Team Vaillant kører i deres rallybiler, så kommer man et øjeblik i tvivl om, hvorvidt man ser WRC på Eurosport eller stadig befinder sig i filmuniverset. Realismen har tilsyneladende været vigtig til en vis grad for skaberne af filmen. Tanken om autensitet har nok grebet om sig da en praktikant har foreslået, at de burde filme Le Mans-scenerne under det rigtige Le Mans. Han lever nok den dag i dag det søde liv, for ideen blev gennemført og filmholdet tilmeldte to biler til Le Mans anno 2002 efter godkendelse hos løbsledelsen.
Stemningen fra Le Mans er helt til stede i filmen, og de mange andre biler, den ufattelige larm og hujende publikummer gør sit til, at filmen fanger den specielle atmosfære. Det giver noget, som ikke kunne have været tilføjet i post production og det er en af filmens største styrker. Selvom der åbenlyst er gået efter en underholdende film, så er det ærgerligt, at skuespillerne ikke har fået mere at arbejde med. Godt nok ligger historien ikke op til Oscar-optrædener, men et lidt højere niveau havde klart været at foretrække. Skuespillerne stammer fra vidt forskellige lande, med hovedvægten er på franskmænd. Den eneste som blev genkendt af undertegnede var Diane Kruger. De fleste vil formentlig huske hende som Orlando Blooms flamme, Helen, i Wolfgang Petersens Troy. Det værste er dog at de fleste ikke-franske skuespillere er blevet dubbet af franskmænd. Det leder i ganske få tilfælde tankerne hen på tyske reklamer og man kunne godt have ønsket, at de bare havde ladet dem snakke deres eget sprog.
Bundlinien Med en bred vifte af hidsige biler, smukke kvinder og en handling uden meget mening, så har vi en typisk fransk actionfilm. Hovedvægten er lagt på underholdning, hvilket lykkedes ganske glimrende da de flotte actionscener dominerer og sjældent holder pause. Man kan dog ærgre sig over, at det med historien ikke er blevet bedre. Handlingen benytter sig af nogle alt for nemme løsninger, og det har givet plothuller, der er større end hvad man kan sidde overhørigt. De er grund til den usammenhæng, som især præger første del af filmen – heldigvis bliver det bedre når der trilles i position til Le Mans. Her er filmen oppe i fulde omdrejninger. Desværre bliver der gledet lidt for meget i svingene.
|